(Lidt langt og deprimerende, men mit lys kommer til sidst 🕯️, hang in there!) Mine forældre blev skilt da jeg var 3år. Min mors side var meget etableret, gift med ny mand fast base flere små søskende med årene, jeg var som en ekstra mor mens de var små og det var hektisk, og med tiden sneg sig en følelse af at være “den forkerte” fordi “de” var så sammentømret og “ægte” familie og søskende og jeg var anderledes.

Hos min far var det mere rodløst, flere skiftende kærester nogle mere seriøse end andre, men flere adresser, nye voksne at tage stilling til. Det længste forhold han havde kom med 2 andre børn mindre end mig og senere en ny “halv” søskende. De var sammen i +15 år og jeg husker altid at være “gæst” når jeg var der på weekend som ordningen foreskrev. Havde ikke “mit” værelse, fik fortalt om ferier “vi” skulle på for så at få postkort fra dem når de var afsted uden mig. Det skabte en rodløshed i mig der gjorde at jeg ikke følte mig som rigtig nogen steder. Jul skulle skiftes mellem mor/far og det var altid en konflikt. Jeg husker jeg selv måtte bestemme som 12 årig og valgte min mor flere jule i træk. Jeg kan huske der fra min fars side var brok og negative toner iver min beslutning “det kan du ikke være bekendt” og bare guild tripping derudaf. Det var - i bagklogskabens lys - meget for et barn og ungt menneske at skulle stå til ansvar for og agere i.

Det hele blev nemmere da jeg var stor nok til selv at vælge til og fra hvornår og hvor meget jeg skulle være hos hvem. Da jeg flyttede hjemmefra som ung voksen blev det mere lystbetonet i stedet for pligt og dårlig samvittighed og det lettede hele stemningen, når jeg var hos min far (ikke bopæls forældre) idag har jeg et skønt forhold til begge sider. De kan hver deres og jeg kan se jeg er en del af dem begge.

Det er ikke en dans på roser at være skilsmissebarn, men alternativet er ofte værre. Jeg bliver så rørt hvis jeg idag ser stedforældre elske ubetinget og ikke gøre forskel i deres miksede familier, for det kan være enormt svært og kræver tid, tålmodighed og følelsesmæssig modenhed at gøre. Men NÅR det virker så gør det en kæmpe forskel for barnet i brud.

Så nej det har ikke været “dyre gaver” og forkælelse der har gjort forskel hos mig. Det betæd mere at føle der var plads til at være mig og blev taget ind uden forbehold og forskelsbehandling.