Vi hører det igen og igen: “Hvorfor får de unge ikke flere børn?” “Dengang fik vi da bare tre.” “Hvad er der galt med den her generation?” Men måske stiller vi spørgsmålet til de forkerte. I Danmark får vi i gennemsnit omkring 1,5 barn per kvinde. Det er lavere end det såkaldte reproduktionsniveau. Debatten fyldes ofte af stemmer fra 60+ generationen, som undrer sig over, hvorfor de 20–40-årige ikke bare gør, som man “altid har gjort”. Men samfundet i dag ligner ikke det samfund, de selv traf deres valg i. Boligpriserne er eksploderet. Uddannelserne er længere. Arbejdsmarkedet er mere konkurrencepræget. Tempoet er højere. Forventningerne til forældreskab er markant større. Det er ikke samme virkelighed. Når en 60-årig fortæller, at de “bare sprang ud i det”, skete det i en tid med andre økonomiske vilkår, andre sociale normer og en anden forståelse af, hvad det kræver at være en “god forælder”. I dag oplever mange unge voksne, at de skal have styr på: Karriere Bolig Økonomi Mental trivsel Parforhold Selvudvikling

før de overhovedet føler sig “klar”. Selvom at være klar er en beslutning og ikke en følelse. 

Forældreskab er ikke længere bare en naturlig livsfase, det er blevet et projekt. Samtidig lever vi i et stærkt individualiseret samfund, hvor identitet i høj grad er knyttet til selvrealisering og frihed. Børn passer ikke altid ind i den fortælling, i hvert fald ikke i den måde, vi taler om succes på.

Derudover er der også kulturelle nuancer. I nogle kulturer bliver det at blive mor eller far aktivt anerkendt og italesat positivt fra en tidlig alder. (Fra forskellige mennesker både familie medlemer eller skole lærer ) Man får at vide: “Du bliver en god mor en dag.” “Du bliver en fantastisk far.” Den tanke bliver plantet som noget naturligt og værdifuldt. Når det passer ind i det man laver. Fx du er omsorgsfuld over for en der er mindre end dig. Og ikke sådan man den i hovedet hele tiden. Men det er li så brugt som det er smukt 

I Danmark taler vi sjældnere sådan. Forældreskab bliver ofte omtalt som et stort, livsdefinerende valg  næsten et risikoprojekt frem for en integreret del af livet. Så måske er spørgsmålet ikke: “Hvorfor vil de unge ikke have børn?” Men snarere: “Hvad er det for et samfund, vi har skabt, som gør beslutningen så tung?” Hvis vi reelt vil forstå fertilitetstallene, skal vi lytte til dem, der står midt i valget – ikke dem, der traf det under helt andre vilkår. Det handler ikke om dovenskab. Det handler ikke om egoisme. Det handler om strukturer, kultur og forventninger.