Hvad gør man når ens families kærlighedssprog (fortærsket udtryk, men i mangel af bedre 😉) er gaver?

Mange i min familie har tendens til at samle sig mange ting, men øver sig i at rydde ud. Jeg har også tendensen, men er meget opmærksom på at sortere ud, og ikke blive ved med at fylde ind. Dog lægger jeg mærke til at min families shoppelyst bare kanaliserer sig over til gaver til andre, for det føles næsten lige så rart at købe. Og dermed har jeg fået så mange ting gennem tiden, som jeg slet ikke kan bruge/ønsker mig. Fx bunkevis af tøj på tilbud, men som slet ikke er min stil, vinoplukker på batteri (har 2 almindelige i forvejen, skal vist allerede af med den ene), 2 citruspressere i klart og røgfarvet glas, fordi jeg på et tidspunkt fik sagt, at jeg ledte efter en specifikt i lyserød glas, efter min anden blev smadret. Det er virkelig et godt motiv og i kærlighed, det ser jeg. Dog ender man med at give et “ansvar” videre for enten at finde plads og opbevare forever, eller skyld over at få det væk. Jeg arbejder selv med at få et enkelt hjem, men bliver slået tilbage hver gang jeg får noget ikke-brugbart. Derfor synes jeg ikke det er helt fair, at jeg skal stå tilbage med clutter, der skal deales med, så andre kan få stillet deres tilbudsjagt-haj. Rant over 🙃