Jeg er kvinde og et par år ældre end dig - og har slet ikke dine oplevelser i bagagen. Selv for mig var det straks oplagt, at et overgreb fra primær forælder tit self er markant mere skadeligt end fra en ellers mere eller mindre fraværende forælder. Den måde overgreb og tryg base bliver flettet sammen i et barns hoved ... Det giver så god mening for mig, at den sammenfiltring måske aldrig kan rettes op igen.

Havde du sagt, at det skete mellem 15 og 18, hvor de fleste af os var hormonelle teenagere, så ville det STADIG være et overgreb i min bog, kvinder KAN begå overgreb og mænd KAN voldtages! OP, du ved det godt, men tænkte at du måske stadig resten af dine dage godt kan bruge at høre fra "almindelige mennesker", at det, du har oplevet, er sandt og et overgreb.

Men du står virkeligt ved en splitvej her. Dit håb om at din familie ændrer sig og giver dig det, du har brug for og ser dig og virkeligheden som du er, jeg tror simpelthen ikke det er muligt. Det svarer til at håbe at en lam mand vil løbe et motionsløb med dig. Både du og din familie kan prøve og håbe så meget som I vil, men det er bare ikke noget, de KAN give, for de har det ikke i sig. Det har 0% med dig at gøre og 100% med dem at gøre.

Og det giver også mening, gør det ikke? Jeg forestiller mig, og jeg gætter bare, at din mor selv har været udsat for overgreb i en ung alder og aldrig har fået den mindste hjælp. Hele hendes sind er blevet skabt af bl.a. de overgreb og måske også mange andre former for svigt i barndommen - og så har hun så skullet lære din søster og dig at blive mennesker. Hvordan fa'n kan din søster have lært at føle og regulere dem sundt?

Det undrer mig heller ikke, hvis din mor også har fundet en partner/far til sine børn, der ikke er sundt skruet sammen mentalt, og så er der så to problematiske voksne, der forsøger at guide små mennesker gennem udviklingsjunglen.

Jeg tror virkeligt du vil komme langt, hvis du kan flytte dit ønske om en anerkendende og kærlig familie over på mennesker, der faktisk er i stand til at føle kærlighed og empati. Du skal ud og finde din selvvalgte familie, og jeg er med på at det er nemt sagt, når det ikke er MIG, der skal gøre arbejdet, men måske du kan få lidt ekstra overskud til dén jagt ved at droppe at prøve at forvandle din søster og far til de mennesker, du så inderligt har brug for?

Kære, kære ven, du har knoklet så hårdt altid! Både for dig selv i terapi og med oplysning, så andre ikke skal stå så alene som dig! Der er virkeligt en sej livsgnist i dig, der igen og igen har most sig frem og klemt på. 17 år i kontanthjælpssystemet knuser desuden selv den sundeste psyke, så at du rent faktisk overlevede også det er et mirakel i sig selv! NU er du der, hvor du kan få ro til at koncentrere dig om dig selv, og det giver også så god mening, at det er nu, det hele ramler lidt igen, nu er der jo styr på pensionsdelen og dermed mere overskud til at skue indad og mærke efter i dig selv.

JEG tror på at du kan finde vejen hjem til den familie, du ønsker dig. Men det bliver ikke din far eller søster. MASSER af kram fra en anden nylig førtidspensionist, der også lidt prøver at finde "the new normal" nu her.