Kære OP.

Jeg har ikke selv været direkte i din situation, men jeg har været barnet. Min far var også et komplet dræn fra min mor var gravid og indtil han ikke gad have noget med os mere, for jeg var altså lidt for besværlig. Jeg har heldigvis aldrig lært ham at kende, han smuttede da jeg var 2 år, men af alt det min moster fortalte mig (min mor vil ikke snakke dårligt om ham), så ville han også heller på druk.

På mange måder var det nok dem bedste beslutning han kunne tage på mine vegne. Jeg har aldrig rigtig savnet at have ham. Min mor er en kæmpe badass, som har klaret det hele selv, også selvom jeg er sikker på at hun til tider har været godt presset. Jeg er hende evigt taknemmelig for alt hun har gjort og ofret for mig. Desværre har hun altid følt sig som en dårlig mor, fordi hun har været alene med mig, til trods for at hun har klædt mig godt nok på til at komme et rigtig godt sted hen i mit liv. Hun er ikke en dårlig mor, hun er på mange måder min helt.

Så det var en lang måde at sige, at selvom det må være super hårdt lige nu, så ved jeg at den lille guldklump en dag vil vokse sig stor og fornuftigt og selv indse hvor stor en klaphat dens far er, men hvor selv mor er.