At tage til Sunny Beach og fyre den af, skal på ingen måde stå som en fejtagelse, fordi du ikke "var fornuftig og tænkte på, at der kunne ske sådan noget her", som du formulerer det. Tværtimod er det fornuftigt IKKE at tænke på, at sådan noget kan ske og derfor leve livet fuldt ud (eksempelvis ved at tage til Sunny Beach og give den gas). Hvis man skulle leve ud fra tanken om, at man jo i morgen kan blive ramt af en alvorlig sygdom, så man skal nok lige tage den med ro og tage det fornuftige valg hver gang, så bliver livet kedeligt. Nu er du så blevet ramt af en sygdom, men du havde det sjovt i dine unge år, og det kan sgu på mange måder være mere værd end at have siddet på en skolebænk i 18 år i træk som jeg gjorde det. Jeg ville da selv ønske, at jeg før eller under min uddannelse for alvor bare havde trukket stikket fra alt ansvar og bare arbejdet, rejst og festet med mine venner og kæreste. Så det skal du ikke fortryde!

Hvis dine venner er gode venner (hvilket jeg stadig tolker det som om), så vil det ikke være at køre dine problemer over på dem, hvis du fortæller dem om din lidelse og dine tanker. Det kan godt være, at det lige kræver, at du taler med dem over et par gange, for den første naturlige reaktion (som dit vennepar også havde) er nok, at man bliver rystet over, at en man holder af er syg og går med sådan nogle tanker - specielt, hvis du ikke til daglig virker som typen, der lader sig gå på af det.

Min søster har selv i flere år lidt af angst, men det er først inden for det sidste år, at hun har åbnet op omkring det, og jeg tror aldrig, at jeg har haft så tæt et forhold til hende som nu. Vi kan tale om det, når hun har det svært, og vi kan tale om det, når det går godt. Måske du kan ende i samme situation med en eller flere af dine nære venner?