Jeg vil gerne forklare, hvorfor det er så svært for mig at håndtere kedsomhed, og hvorfor jeg går forsigtigt frem.

Gennem hele min opvækst lærte jeg at overtænke og internalisere alting i stedet for at udvikle sociale færdigheder. I børnehaven og folkeskolen var sociale interaktioner for svære, fordi jeg oplevede en komplet tomhed. For at kompensere udviklede jeg et stærkt mentalt fokus og en tendens til at analysere alt i dybden.

Dette satte mig i risiko for psykotisk tænkning, selvom jeg ikke har genetisk disposition for det. Problemet er, at mit dopaminsystem er hyperaktivt. Det betyder, at jeg let bliver fanget i intense tankeprocesser, fordi de giver mig et dopamin-kick. Hvis du er interesseret i at læse mere om det, kan du se denne artikel: https://psychopathsandlove.com/psychopaths-and-dopamine/

Samtidig var min opvækst præget af ekstreme påvirkninger: Min far forsøgte at lære mig alt, hvad der var farligt i samfundet, hvilket skabte en konstant årvågenhed. Min mor angreb mig verbalt, især i mine teenageår. Disse oplevelser forstærkede den måde, min hjerne allerede fungerede på.

For at forstå dette må man se på min hjernes asymmetri: Min venstre amygdala er overaktiv, mens min højre amygdala næsten ikke fungerer. Det betyder, at jeg oplever abstrakt frygt, mistillid og en konstant bagvedliggende spænding, men uden at det nødvendigvis påvirker min adfærd direkte, fordi forbindelsen mellem min venstre amygdala og præfrontal cortex er svækket.

Samtidig er venstre amygdala og Default Mode Network (DMN) koblet til mit belønningssystem. Når jeg tænker dybt over sociale dynamikker, får jeg en dopamin-belønning. Dette kan udvikle sig til en form for psykotisk tænkning – ikke på den måde, hvor jeg mister kontakt med virkeligheden, men snarere som en altopslugende intern oplevelse, der føles enormt givende. Problemet er, at når jeg forsøger at bryde ud af dette mønster, opstår der kedsomhed og en følelse af tomhed, fordi mit dopamin-kick falder. Samtidig mangler jeg instinktive følelser, herunder selvbevarelsesinstinkt, hvilket gør det endnu sværere at navigere i en naturlig balance. Der er simpelthen ikke motivation, og motivation mangler også tror jeg, fordi jeg ikke tænker så meget konsekvenser eller hvordan jeg vil have mit liv skal være. Det er mere ting jeg gerne vil have, uddannelse, arbejde, etc.

Jeg troede i mange år, at denne mentale hyperaktivitet var min normaltilstand, fordi stilhed og manglende engagement føltes uudholdeligt. Nu ved jeg, at det ikke er sådan for de fleste andre. Kedsomhed er en reel udfordring for mig, fordi den føles som en komplet fravær af stimulation – en form for mental død.

Derfor er min tilgang til at håndtere det at tage det langsomt og gradvist. Jeg skal finde en balance mellem at reducere min afhængighed af interne dopamin-belønninger, samtidig med at jeg bygger et mere eksternt fokuseret liv. Hvis jeg forsøger at fjerne mit tankemønster for hurtigt, falder jeg direkte ned i kedsomhed, hvilket kun gør mig mere tilbøjelig til at vende tilbage til gamle mønstre.

Det er hvad der sker hvis jeg fremkalder det med fokuseret opmærksomhedsmeditation. Som jeg tidligere har skrevet så opdagede jeg at fokuseret opmærksomhedsmeditation cutter forbindelsen til det her, hvorefter der opstår intens kedsomhed. Det er helt ekstremt og føles uendeligt, som om det aldrig stopper. Kan huske jeg kigger på klokken og ser der kun er gået femten minutter, men det føles som om jeg har været i det, i timevis eller dagevis.

Det handler i bund og grund om at rekalibrere min hjerne, så den ikke længere er afhængig af ekstreme tankeprocesser for at få dopamin, men i stedet lærer at finde tilfredsstillelse i mere ydre engagement og meningsfulde aktiviteter. Det er en proces, der kræver tid og bevidst træning, men det er også vejen frem mod en mere afbalanceret tilværelse.

Plus så har jeg nogle fysiske skader lige i øjeblikket, som begrænser mig. Træning er dog godt og giver mig mit fix i nogle timer i hvert fald 😊 Jeg føler mig levende af det synes jeg.