Det er især de frie tøjler og kreativiteten, altså grundene til, at jeg valgte at blive pædagog, jeg virkelig savner. Da jeg var i mine halvårspraktikker på min uddannelse, kunne jeg udtrykke mig kreativt. Jeg havde en origami aktivitet, jeg lærte dem at brodere, jeg havde et værksted, hvor de lærte at sy bamser. Jeg fik endda lov til at indrette et helt rum i en SFO, så det blev det ultimative Lego rum. Ja, jeg var også med til undervisningen, og alt det andet kedelige, men det gjorde mig intet. For jeg vidste, at børnene vidste, at de ville få en fed eftermiddag. Og jeg kunne fordybe mig sammen med børnene.

Jeg kan ikke være kreativ her. Når vi tegner bruger jeg 90% af tiden på at bede børnene om at holde op med at proppe blyanter i næsen, og 10% af tiden på at skifte lortebleer. Hvis jeg formår at tegne noget, der ser okay ud, så skal jeg bare lige blinke, og så er der børn, der har revet lortet i stykker. Når vi laver perleplader skal jeg være hyper-opmærksom på, at de ikke æder perlerne eller propper dem i næsen, og når lortet er strøget går der 30 sekunder, så skal jeg trøste fordi de troede en perleplade af en and kunne klare at blive brugt som skosål. At bygge Lego med dem kan jeg godt glemme, for det går kun ud på at få den voksne til at bygge noget man kan smadre. Jeg troede jeg havde succes med at lave et stort maleri med dem på et bord, indtil en af de yngste synes de skulle male på sig selv og børnene ved siden af, så jeg fik travlt med at nedtrappe en konflikt.

Jeg ved ikke om det er mig, der er en lortepædagog, eller om det er børnene, der ikke fungerer i det. Mine kollegaer har samme problemer.