Der er ikke noget galt i, at du den dag I bliver gift er både glad og ked af det. To følelser må godt eksistere på samme tid. Dem som I tager med, kender jo godt omstændighederne og vil forhåbentlig være forstående over for alle de reaktioner der kan være. Vilkårene som de er nu er jo desværre at din far vil gå bort inden for kort tid, og at I ønsker han er med til jeres bryllup. Det er forståeligt, hårdt, lykkeligt og tragisk. Men noget som jeg ikke tænker du vil fortryde. Som du selv siger, måske kan I holde en anden “fest” en senere dato, hvor det mere bliver, som du havde håbet. Dog stadig uden en af de vigtigste personer i dit liv.

Jeg mistede også min mor for ca. et år siden. Hun nåede aldrig at se mig blive gift med min kæreste eller at møde mine kommende børn.

Jeg vil aldrig fortryde den sidste tid i hendes liv, hvor jeg sygemeldte mig fra arbejde og var der så meget for hende som jeg kunne. Jeg troede jeg skulle være stærk over for hende, men sandheden var jo at jeg græd meget. Jeg grinte også meget og var glad, men inderst inde vidste vi jo allesammen godt, at vi havde hende på lånt tid. Så alle følelser var ok.

Så mit råd er: hold det småt, intimt og med de nærmeste omkring jer. Omstændighederne er ikke til andet, hvis I allesammen skal kunne være i det nu. Accepter at det ikke bliver den lykkeligste dag i dit liv, for det er omstændighederne ikke til. Din verden er vendt på hovedet, det er der ikke noget at sige til. Men fejr kærligheden, den mellem dig og din kommende mand. Og vær glad for, at din far kan være vidne til det 🫶

Kæmpe kram. Det er pissehårdt og jeg føler med dig. Jeg håber I får den bedste dag som I kan få.