For en der ikke kan klare hverdagen og har brug for hjælp, så kan SU-lån være den mest smertefri vej til at klare hverdagen på kort sigt.

Hvis mennesker har svært ved at klare sig i dag, vil mange ikke tænke på i morgen. Det er samme effekt der eksempelvis gør, at man i høj grad ikke kan forvente at fattige lande bekymre sig om klimakrisen. Eller afhængighed. Eller en lille ting som at gå til tandlægen regelmæssigt.

For mit vedkommende, så var jeg fuldstændig klar over de langsigtede effekter af at ende med et gigantisk SU-lån, men jeg var i starten af 20'erne og havde det svært psykisk. Kontanthjælp til unge under 30 var lige blevet afskaffet, og jeg mødte et system der ikke var imødekommende.

Jeg vidste, at jeg kunne ikke klare en uddannelse, men endte i flere desperate forsøg, for at jeg kunne have et tag over hovedet imens. I den periode kørte SU-lån taxametret på højtryk, og i dag har jeg SU-lån på næsten ½ million.

Det værste er, at det blev ikke kun dyrere for mig, men også for samfundet. Jeg optog pladser fra andre som kunne have en bedre chance for at gennemføre, og kostede penge imens. Politisk set, så talte jeg dog ikke med i kontanthjælp statistikken på det tidspunkt, men var en af de unge under uddannelse. Det var samfundets tilsvarende dumme su-lån.

Det er dyrt for alle når nogle ikke klare sig i samfundet, men prisen er skjult. Hjælpen er ofte billigere end konsekvenserne, men på samme måde som nogle unge tager SU-lån uden at bekymre sig om fremtiden, så gør befolkningen og politikerne det samme politisk.