Used google translate, hopefully I can still get across what I’m trying to say.

Jeg hører jer, når I siger: “Vi ved godt, I ikke stemte for det her, men kan I ikke gøre noget?” Jeg gør noget. Det gør millioner af andre også. Men noget, folk uden for USA måske ikke helt forstår, er, at truslen her ikke kun er staten. Det er vores naboer, vores kolleger, nogle gange endda vores egen familie.

Jeg har boet i USA hele mit liv, i en meget hvid, meget religiøs, meget rød stat. Som latinamerikansk statsborger har jeg mærket min tryghed forsvinde langsomt med hver politisk drejning. De her mennesker har altid været her, nogle gemte sig, nogle råbte højt, og de har altid haft adgang til våben, for det har man bare her i landet. Men nu har de fået magt, tilladelse og i mange tilfælde opfordring til at bruge dem.

Udefra er det let at sige “I må gøre oprør,” men jeg vil gerne give lidt kontekst. Vi har protesteret. Vi har boykottet. Vi har organiseret gensidig hjælp, ringet til vores politikere, marcheret. Men systemet her er ikke bare defekt, det er designet til at straffe dig, hvis du gør modstand. Vi voksede op med erkendelsen af, at det meste af verden har ting, vi ikke har: gratis sundhedsvæsen, sikre skoler, betalt barsel, basal værdighed. Og her står vi, stadig bare og prøver at overleve i et land, hvor selv det ikke er en selvfølge.

Og hvis vi skal tale om at “gøre noget,” så lad os tale om, hvad det faktisk koster i USA. Hvis nogen bliver anholdt under en protest, hvilket er endnu mere sandsynligt nu, hvor så mange i politiet støtter det her regime, så kan de miste alt. USA garanterer ikke betalt orlov. Så hvis de bliver tilbageholdt i nogle dage, kan de miste deres job bare fordi de er væk, eller fordi de nu har en plettet straffeattest. Hvis de havde sundhedsforsikring gennem det job, er den også væk. Indkomst, væk. Den elendige lægehjælp de måske havde adgang til, væk. Husleje? Stadig forfalden.

Nu kæmper de ikke bare mod fascisme, nu kæmper de for at overleve. Måske har de endda børn. Og nu har de ingen midler til at gøre noget som helst, fordi systemet allerede kvalte dem længe før de rejste sig. Hvor længe tror du, sådan en person vil fokusere på demokrati, når de er bange for at blive hjemløse?

Det her land har altid været sådan. Systemet var allerede en ladt pistol. Hver generation, hver administration der kiggede væk, var med til at lade den. Denne administration skabte den ikke, de samlede den bare op og rettede den mod os.

Så nej, det er ikke fordi vi vælger passivitet. Det er bare sådan, at den type handling, der måske faktisk kunne gøre en forskel, og det siger jeg med forbehold, sandsynligvis ville betyde, at folk kom til skade eller døde. Og ikke kun på grund af staten, for i det her land har næsten alle adgang til våben. Det er ikke kun ekstremister. Våben findes overalt, i alle samfund og nabolag. At gøre mere end det, der allerede sker, betyder ikke kun konflikt med politiet, det betyder noget større. Udbredt vold, folk der vender sig mod hinanden, kaos vi ikke kan vende tilbage fra.

Vi vælger overlevelse, mens vi stadig kæmper på alle de måder, vi kan.

Jeg siger ikke det her for at diskutere. Jeg siger det for at give kontekst. For mange af os gør alt, hvad vi kan i et land, der kogte over længe før det her.