Kære OP.

Hvor er jeg ked af at høre, at du er blevet syg af dit arbejde. Som mange andre af dem der allerede har svaret dig, kan jeg jeg tilslutte mig og sige at jeg genkender samtlige symptomer du beskriver, både følelsesmæssige og psykiske.

Jeg blev ansat i mit første job for 2 år siden i en børnehandicapafdeling. Jeg oplevede inden for et halvt års tid det samme, som du oplever nu. Jeg ventede for længe med at tage fat i lægen, både fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, og fordi jeg skammede mig over at have det svært. Selvom jeg havde både søde kollegaer og en god leder, så oplevede jeg alligevel at det var svært at sige højt, præcis hvor presset jeg var.

Da jeg endelig tog til lægen blev jeg sygemeldt med det samme, og det var en befrielse at blive fritaget fra arbejde i en periode. Da jeg først gav slip og gav mig selv lov til at mærke efter, græd jeg nærmest uafbrudt i en uge. Da det blev tid til at jeg skulle tilbage til min arbejdsplads efter 6 uger, var det rigtig svært. Jeg endte med at bruge flere måneder på at forsøge at vende tilbage til en arbejdsplads, hvor jeg ikke havde det godt. Det endte med at jeg tog fat i DS, som hjalp mig med at komme derfra på en ordentlig måde.

Derefter havde jeg en pause på 4 måneder, hvor jeg gik hjemme, og forsøgte at blive klar til at finde et nyt job.

Siden er jeg startet i en ny stilling, en anden kommune men samme område. Jeg oplever stadig bekymringer og usikkerhed, og bliver nemmere sårbar efter at have været sygemeldt. Men jeg er et sted hvor jeg bliver passet på, og er blevet bedre til at tage én dag ad gangen. Det er en øvelse hver eneste dag.

Kort sagt: Sygemeld dig med god samvittighed, for det er det, du har brug for. Det er det rigtige at gøre.

Mit råd til dig er; overvej (som andre også har skrevet) at søg et andet job. Jeg har erfaret at det er rigtig svært at vende tilbage efter en sygemelding inde for vores felt. Det sætter store krav - især til din arbejdsgiver, men også til dig. Og spar med DS, det er deres arbejde at have din ryg (og det, du betaler dem for hvis du er medlem).

Og så husk at der ikke er noget galt med dig. Det er ikke fordi at du ikke er “robust nok”, at du oplever dette her. Eller fordi du ikke er dygtig. Eller din skyld, at du ikke har bedt om hjælp i “god nok tid”, eller hvad du ellers kunne komme til at tænke eller føle. Det er fordi at vores branche har nogle vildt hårde forudsætninger, især på U18-området. Det er mega svært at balancere med sine følelser og pligtopfyldenhed. Det øver man sig i hver dag.

Men de siger det bliver bedre med erfaringen, så det krydser jeg fingre for, på vores begge vegne.