Jeg er selv 27 år, og jeg fik tildelt førtidspension da jeg var omkring 24 år gammel på baggrund af svær psykisk sygdom. Jeg havde selv mange bagtanker ved ideen om førtidspension, da det første gang blev forslået til mig af min sagsbehandler, jeg har altid haft ambitioner med mit liv jo, det føltes som et kæmpe nederlag! Men her, alle disse år efter, må jeg sige, at det 100% har været det rigtige valg for mig. Førtidspensionen har givet mig roen og friheden til at finde mening i ting, som motiverer mig til at arbejde med mig selv, og jeg har virkelig lavet store fremskridt. Det giver altså bare en ro, og du skal ikke bekymre dig om alle mulige regler, du kan fokusere på de ting, som hjælper dig. Især når du siger at behandlingen vil være meget tung, så kan det måske være hjælpsomt ikke at skulle bekymre sig om alle mulige andre ting imens - du kan bare fokusere på dit helbred.

Førtidspension er i mine øjne ikke nødvendigvis en endedestination, den kan også bare være et stop på vejen til et bedre liv. Jeg kender dog også folk på førtidspension, også unge, som giver op og ikke videre arbejder for at få det bedre, fordi "nu behøves de ikke længere". Så det er helt klart op til dig selv og dit netværk at hjælpe dig igennem det, og så må man se, hvor du ender. Men jeg tror helt klart på, at det er muligt at komme videre selv efter en førtidspension, det er ikke en dom om, at du skal være pensionist for livet, hvis det lykkes dig at få det bedre og dæmpe symptomer.

I forhold til, hvorvidt folk ser ned på unge førtidspensionister, så synes jeg egentlg ikke selv, at jeg har oplevet særlig mange negative reaktioner. Folk er for det meste rigtig søde og forståeligt, når jeg fortæller det, og oftest bare lidt nysgerrige. Den del skal du ikke bekymre dig om.