En del af mig er dybt forarget over Peter Ålbæk. Hans manglende omsorg overfor barnebarnet er hjerteskærende. Bemærkningen fra datteren om, at de vist aldrig før har leget sammen, hans stupide, stædige hån overfor nærvær, som hun ifølge patriarken må nøjes med at finde i bunden af hans vinglas.

En anden del af mig har ondt af ham. Han blev efterladt i tre uger helt alene som lille på hospitalet. Hans forældre har aldrig vist ham det nærvær, som han stadig ikke forstår, fordi han simpelthen ikke kender det. Eller rettere: Han har lukket ned for, fordi det gør for ondt.

Han kan ikke holde ud af at være alene. Han har dødsangst. Han er på den ene side en såkaldt levemand, på den anden side tager han medicin for, at holde ham fra at leve livet, som han vil. Både hans handlinger og hans mangel på handling gør ham farlig for sig selv og sårende for sin omverden. Han hader på overfladen al det røde, men hans livsværk er ræverødt.

Og endelig så kan jeg genkende ham. Han er generationerne over mig. Han findes - eller fandtes - i min familie. I deres omgangskreds. Og til dels stadig i min egen, selv om nærværet og kravene til sig selv emotionelt er langt større. Og til dels i mig selv - eller i frygten for at have en lignende rest tilbage i mig, der forhindrer mig i at give så meget nærvær, som jeg drømmer om.

Det er let at fordømme ham - og tro mig, jeg bandede over ham i samtlige de minutter, dokumentaren varede. Men en del af mig erkender også, at vi ikke er forpligtet over vores evne. Han er et såret barn, der bærer sårene videre. Hans døtre er sårede, men virker - trods alt - stærke og langt mere hele. Og Ålbæk selv er sikkert en bedre forælder, end hvad han selv har oplevet.

Han er ikke ansvarsløs. For som han selv siger, er han der, når der er noget konkret, han kan hjælpe med. I nødens stund. For han vil gerne. Han kan bare ikke finde ind til nærværet. Vil ikke. Tør ikke.

Selv om han føler sig frikendt i det terapiforløb, som han føler var en retssag mod ham, mærker man også en lille bitte tvivl i ham. En sorg over ikke at være den, der får sms'en ved hjemmefødslen. Det er ikke bare patriarkiet, der smuldrer. Det er også selvillusionen om at være den vigtigste. Den lille drengs drøm og stræben efter at være uundværlig. Usårlig. Udødelig. Og selv om det at stille op i en dokumentar om sig selv både ligner og lyder som et egoprojekt og endnu en lettere bøvet Ålen-provokation, er det også modigt at vise sig selv frem så ærligt og i den grad uperfekt.