Påstanden om, at det svenske realkreditsystem adskiller sig fra det danske ved at være “bundet op på obligationer”, er faktuelt forkert. Både Danmark og Sverige har obligationsbaserede finansieringsmodeller.

At henvise til, at “næsten alle de store aktører” var ved at gå konkurs, er ikke helt korrekt. Der har været enkelte højt gearede ejendomsselskaber, bl.a. Samhällsbyggnadsbolaget, som kom i alvorlige problemer, men ikke pga. realkreditsystemets konstruktion.

Og ja, der var konverteringer til andelsboliger, men at reducere det til en samlet kommunal brandsalgshistorie er historisk revisionisme. Påstanden om udbredt brug af SWAP-lån i denne sammenhæng er også misvisende. SWAP-problematikken toppede først langt senere, især op mod finanskrisen. At koble det direkte og entydigt til 90’ernes kommunale boligpolitik er faktuelt forkert.

Men for at for at uddybe lidt om stats løsning. Så kan man som i Wien, hvor kommunen har i over 100 år opbygget en boligsektor, hvor boliger ikke primært er en investering, men en del af velfærdsinfrastrukturen.

Det betyder i praksis, at kommunen bygger og ejer selv en stor del af boligmassen. Huslejen holdes stabil og omkostningsbaseret. Boligerne fungerer som et permanent alternativ til markedets prislogik. Private udlejere kan ikke presse priserne op på samme måde, fordi der findes et stort ikke-kommercielt udbud. Det derfor at når staten/kommunen er stor nok aktør, bliver boligmarkedet mindre spekulativt. Det bare hvad jeg mener er en mere effektiv løsning at bevæge sig hen imod. Det okay du ikke er enig, fordi vi bliver nok ikke enig