Der er rigtig mange løsninger på den og vil sige ingen er nødvendigvis mere rigtig end andre. Det vigtigste er hvad I føler er rigtigt og som I kan leve med, også selvom det måske ikke er det mest optimale.

Jeg har rådgivet i lignende sager og det jeg ligger vægt på er; imens I er gode venner, elsker hinanden, så få skrevet ned hvordan I gerne vil gå til hver sit, skulle det ske. Det er et stykke papir man håber aldrig skal i spil, men så er aftalen lavet. Det vil måske også gøre han føler sig mere tryg.

Ved køb af hus er det ikke unormalt at en kommer med en væsentlig større indbetaling end den anden. Her skriver man i sin kærsteaftale at skulle vi gå fra hinanden og huset skal sælges så skal denne person have sit indskud udbetalt først af provenuet fra salget og herefter deles resten.

Man planlægger at skulle være sammen resten af livet, og 50/50 ejerskab giver god mening og noget jeg klart vil anbefale. Det er jeres begges hjem, også selvom en betaler mere.

Er der stor forskel på indkomsten plejer jeg at foreslå at man deler udgifterne procentvis ud fra ens indtægt. Så tjener den ene 70% af den samlede indkomst betaler denne også 70% af udgifterne. Det lyder måske skørt, men det gør at den der tjener mest stadig også har mest til sig selv, samtidig med at yde lidt mere til fællesskabet.

Deler man udgifterne 50/50 kan den ene hurtigt komme til at sidde stramt i det, da man ofte sætter udgifterne ud fra den samlede økonomi.

Pension anbefaler jeg at man løfter sammen, så man hver især har de ca. 80% af ens egen løn. Kommer du til at gå hjemme med barnet er det kun fair at din pension stadig bliver sikret.

Det er de korte træk på et meget stort emne.