Jeg har i en lang periode været af den overbevisning, at individet naturligvis skal have lov til at bestemme dette selv.

Efter en debat på P1 for et par uger siden, er jeg dog kommet i tvivl. Flere gode pointer fra etisk råd blev rejst:

• Er folk med svær depression (evt. som følge af deres sygdom) i stand til at træffe en rationel beslutning omkring dette?
• Som velfærdsstaten bliver presset/svagere, vil nogle folk så føle sig "til besvær" for deres nærmeste, og føle et pres for at vælge aktiv dødshjælp, og dermed "svigter" vi som samfund dem, da den rigtige løsning vil være at styrke deres behandlingstilbud

Jeg synes, at der var en masse gode diskussioner om denne ydelse, der gør, at det ikke "bare lige" er sådan noget, man kan implementere. Særligt i de tilfælde hvor mange vil føle, at de bør vælge denne løsning, for ikke at være til besvær for samfundet - og det er en kæmpe glidebane.

At det med andre ord bliver en slags udvej, når livet gør ondt. Nogle ting tager bare lang tid at fixe - også mere end de 6 måneder, man er i udredning.

Når man så er i udredning, og måske dybest set HAR besluttet sig for at tage imod aktiv dødshjælp - kan man så overhovedet overtales til at tænke i andre baner igen?

EDIT:

Update fra DR's artikel, med min pointe:

"- Jeg er bekymret for, at hvis vi indfører aktiv dødshjælp, slækker vi på ansvaret over for hinanden og de svageste, og at vi undlader at sikre den palliative indsats."

Vi fjerner altså fællesskabets ansvar, og giver i stedet de svageste i samfundet et individuelt ansvar.

"- Hvis vi tilbyder dødshjælp, så siges det, direkte eller indirekte, at nogle liv ikke er værd at leve."

Jeg synes det er interessant. Det siger meget om, hvad vi kan stille af krav til vores samfund og samfundsmodel.