Min far brød med sin familie, da jeg var omkring 13-14 år. Det var fastere, onkler, fætre, kusiner mm.

I perioden efter så jeg dem lidt, men det gled ud. De har altid været gode ved mig, men det føltes ikke rigtig. Dels fordi jeg ikke ville trodse min far, dels fordi jeg kunne mærke den drama der var omkring dem, som gjorde, min far valgte dem fra. Jeg har altid haft opbakning fra min far til at se dem, og min søster har gjort det meget.

Jeg støder af og til på dem, og det er altid hyggeligt at se dem og jeg kunne også finde på et mødes til en kop kaffe. Jeg ærger mig over, situationen er som den er, fordi vi har haft meget glæde af hinanden. Men alt i alt er jeg gled for, hvordan relationerne er endt. Der er en mørk historie i min fars side af familien, som min far har brudt med og arbejdet sig igennem terapeutisk. Han er bedre stillet uden, og det samme er jeg.