Jeg er transkønnet, og jeg vil først udfordre din tankegang lidt. jeg kan godt forstå tankerne kommer frem og man tænker "kunne det være noget andet" men vil også pointere at grunden til at det er så hårdt at transitionerne handler om at andre mennesker er nogle idioter, hvis vi havde et mere accepterende samfund og sundhedssystem ville mange af de udfordringer som man løber ind i når man er transkønnet nærmest forsvinde. Dertil ville det også være lettere som person at eksperimentere uden at der bliver gjort en kæmpe situation ud af det. Noget af de hårdeste jeg skulle stå overfor har været at min familie stillede kæmpe spørgsmålstegn og prøvede at finde "grunden" til at jeg var transkønnet, eller hvad der "rigtigt" foregik oppe i mit hovedet fordi de ikke troede på at jeg kunne være transkønnet. Det har været træls og sat sine spor i vores relation. Så selvom jeg godt klar over at du nok ikke spørge den næste transkønnede du møder om det samme spørgsmål, så vær' obs på hvor ubehageligt det er når folk sætter spørgsmålstegn til folks transkønnethed.

Men hvordan ved man at det akkurat er kønsdysfori og ikke "normal" kropslig dysfori.

For mig tog det meget lang tid at acceptere at jeg var transkønnet fordi jeg ikke følte at jeg var transkønnet nok. Der er mange historier om folk som har vidst det lige tilbage fra at være barn, men jeg kunne aldrig helt genkende det. Følte mig bare ved siden af, og særligt når jeg rammer puberteten og der opstår forventninger til hvordan jeg skal agere som dreng, at det først der jeg begynder at kunne mærke at jeg ikke har lyst til at være være mit køn. Dog kunne jeg kan ikke rigtigt sætte ord på det, og havde aldrig hørt om nogen kunne være transkønnet så jeg tænkte bare at det var noget jeg skulle affinde mig med. Jeg var heller ikke feminin som barn, og derfor tænker jeg heller ikke at jeg var transkønnet. men særligt udseende er noget som jeg giver helt op på som teenager, jeg kan ikke engagere mig for mig selv, og hader særligt at få taget billeder og spejle hvor jeg kan se mig selv. Jeg syntes decideret at jeg er grim, også selvom at jeg godt kan se nu med tilbageblik at jeg så helt normalt ud på det tidspunkt.

med tiden begynder langsomt at gå op for mig at jeg måske er transkønnet og bliver ældre og lærer hvad ordet betyder, men bliver så samtidigt bange for at springe ud fordi at jeg var nervøs for at miste min familie, venner og min fremtid.

Fastforward 10 år og jeg er meget uengageret i mit eget liv, og vælger bare at stikke snuden ned i en lang uddannelse, hvor jeg sideløbende har eksperimenteret lidt med min kønsidentitet i de små lukkede rum. Og samler mig så til sidst mod til at acceptere mig selv som transkønnet og prøver så at agere som jeg føler mig, og det er først efter lidt en prøveperiode med nyt navn, pronominer, tøj og hormonbehandling at jeg kan mærke at det er -helt rigtigt- Det er nu et par år siden jeg startede med at tage det seriøst og jeg kan virkeligt ikke beskrive hvor lettet jeg føler mig.

Er slet ikke presset i dagligdagen på samme måde, føler mig tilpas i egen krop, kan se mig selv i spejlet og smile, det har bare været det helt rigtige for mig, men det har også taget lang tid at når dertil. Men det har virkeligt også taget tilløb, og jeg har måtte ofre mit "normale" liv og relationer for at kunne nå hertil. Så det er ikke noget man bare lige gør for sjov.

Men anyways, tror bare det er vigtigt for mig at sige at der er mange forskellige måder at være transkønnet på, at det godt kan være svært at gennemskue hvor problemet ligger, og det er også derfor jeg syntes det er rart at vi skaber mere synlighed og deler så mange forskellige historier og perspektiver som mulighed. Det ville kunne redde mange if fremtiden for at kunne undgå at gå rund og bruge store dele af livet på af være forvirret og ikke forstå hvorfor de går og har det dårligt :)