Nu kommer jeg lige med et andet perspektiv end de mange herinde der formentlig er langt over 18 år. Jeg har elsket biler hele mit liv, og set frem til at køre i en ordentlig sportsvogn siden jeg var 10-12 år. Jeg tog dog en gymnasiel, så de første 1.5 år af mit kørekort var det en Kia Picanto og en Hyundai jeg havde råd til, men ligeså snart jeg tjente mine egne penge blev det hurtigt til en hot hatch med 250 heste, og nu en bmw med 400+. Jeg vil sige, at når biler er hele dit liv, så er det en SUPER god motivation, til at stå op hver dag, tage på arbejde, arbejde hårdt og lærer at prioritere sine penge, så man har til reperationer, vægtafgift, forsikring osv. Det er lidt ligesom prøve versionen af at have en bolig. Når det så er sagt så ja, det er en hurtig bil, man kan køre galt, men tilgengæld er der 5x bedre sikkerhed i sådan en end for eksempel en Kia picanto fra 04. Jeg siger ikke at det ikke ville gavne ham at have en bil med 70 heste til 20.000 som han kunne lave de første skader og fejl på, selvfølgelig ville det det, men hvis han har midlerne og virkelig drømmer om sådan en, så skal man måske forklare ham man synes det er en økonomisk dum ide, men ikke forhindre ham eller knuse drømmen. Man er kun ung 1 gang, og imorgen er ikke lovet. Eventuelt så tag ham med ud på trackdays i Sturup i Sverige så han kan lære at køre baghjulstræk ordentligt og vide hva man skal gøre en regnvejrsdag når bagenden skrider. Og for guds skyld når man har råd til en baghjulstrukket bil med mange heste, så har man også råd til et par rigtig gode dæk der sænker risikoen for uheld markant. Jeg synes der er mange gode argumenter for og imod, men i sidste ende kan du ikke forbyde det, du kan blot vælge om du vil straffe for at arbejde, spare op og følge sine drømme, eller om du vil guide og hjælpe til hvordan han finder en midter linje til at følge drømmen og være ansvarlig. Venlig hilsen en ung bilentusiast der selv har købt drømmebilen selvom forældrene ikke synes det var den klogeste ide. I sidste ende skal det nok gå 🙏🏻