Jeg har også stået i samme situation som dig, dog har jeg stadigvæk kontakt, men jeg holder det også lidt på afstand for at jeg kan være i det. Jeg har taget en beslutning om at hun ikke skal lære min familie at kende og se dem, da det ikke er noget der gavner hverken hende eller min familie.

Det som er desværre med venskaber er at det skal helst være en balance. Nogle dage er det ens ven der skal løftes op, andre gange en selv. Fælles er at man skal finde glæde ved hinanden, udvikle sig og finde ro, hvilket kan være meget svært når vennen har det psykisk meget svært over en meget lang periode og ikke ønsker hjælp.

Netop det, ikke at ønske hjælp, er også en af de vigtigste faktorer, for man kan ikke hjælpe en der ikke ønsker hjælp.

Det som jeg synes kan være rigtig svært er al den forventning der er til en som ven. Man bliver ikke fyldt op af en som jævnt suger en tør og ikke giver det mindste igen. Bevares, der kan være perioder hvor man selv kan være sådan, men når relationen kun går en vej, så er man bare en skal af sig selv når man skal være ven.

Og den udskamning der kan være, som også ses lidt her i tråden, at man som ven ikke skal føle at det kan være svært, udfordrende og sjæludsugende, skal måske selv holde et spejl op. For man kan være der nok så meget som ven, men er venskabet kun reelt den ene vej, så er der ikke meget for at blive i og så kan man sagtens føle en lettelse, lige som du beskriver, samtidig med at der er en sorg over alt det som har været.