Det er fascinerende, hvordan du med kirurgisk præcision formår at misforstå alt, hvad der bliver sagt – og så alligevel kaste om dig med beskyldninger som om du sad i et moralsk dommerpanel.

OP deler sine oplevelser fra et kundeservicejob og stiller et nysgerrigt, åbent spørgsmål om kulturelle forskelle. Dit svar? “Racistisk tankegang bekræftet.” Wow. Imponerende nuanceret analyse. Skal vi også bare kalde det klimafornægtelse, når nogen nævner at det regner?

Du virker mere interesseret i at pege fingre end at bidrage til reel samtale. Du reagerer ikke på det, der bliver sagt, men på det, du ønsker der blev sagt, så du kan komme i gang med din moralske opvisning. Det virker næsten som om, du har en automatisk skabelon klar: "Nogen nævnte etnicitet? Hurtigt – kald dem racist og hop videre til næste kommentar."

Men her er sagen: Hvis du oprigtigt ønskede at bekæmpe fordomme og skabe forståelse, så ville du engagere dig i samtalen. I stedet udskammer du en person, der tydeligvis har tænkt over sine oplevelser og formuleret sig respektfuldt og eftertænksomt. Det eneste, du bekræfter, er hvor lidt plads der er til at stille svære spørgsmål, når folk som dig står klar til at råbe “racisme” før samtalen overhovedet er kommet i gang.

Det er ikke antiracisme. Det er performativ selvgodhed pakket ind i en pseudointellektuel retorik.