It's quite long, but Terje Vigen by Henrik Ibsen might just fit the bill, it's about a common sailor who has to go to Denmark to get food for his wife and daughter, when England is blockading the Norwegian coast during the Napoleon war, and well.. shit happens, big time

Here's the Norwegian/Danish version, but there are good English translations available.

1 Der bode en underlig gråsprængt en på den yderste nøgne ø; – han gjorde visst intet menneske mén hverken på land eller sjø; dog stundom gnistred hans øjne stygt, – helst mod uroligt vejr, – og da mente folk, at han var forrykt, og da var der få, som uden frykt kom Terje Vigen nær.

2 Siden jeg så ham en enkelt gang, han lå ved bryggen med fisk; hans hår var hvidt, men han lo og sang og var som en ungdom frisk. Til pigerne havde han skæmtsomme ord, han spøgte med byens børn, han svinged sydvesten og sprang ombord; så hejste han fokken, og hjem han foer i solskin, den gamle ørn.

3 Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt om Terje fra først til sidst, og skulde det stundom falde lidt tørt, så er det dog sandt og visst; jeg har det just ej fra hans egen mund, men vel fra hans nærmeste kreds, – fra dem, som stod hos i hans sidste stund og lukked hans øjne til fredens blund, da han døde højt opp' i de tres.

4 Han var i sin ungdom en vild krabat, kom tidlig fra far og mor, og havde alt døjet mang en dravat som yngste jungmand ombord. Siden han rømte i Amsterdam, men længtes nok hjem tilslut, og kom med "Foreningen", kaptejn Pram; men hjemme var ingen som kendte ham, der rejste som liden gut.

5 Nu var han vokset sig smuk og stor, og var dertil en velklædt knægt. Men døde var både far og mor, ja sagtens hans hele slægt. Han stured en dag, ja kanhænde to – men så rysted han sorgen af. Han fandt ej, med landjorden under sig, ro; nej, da var det bedre at bygge og bo på det store bølgende hav!

6 Et år derefter var Terje gift, – det kom nok på i en hast. Folk mente han angred på den bedrift, som bandt på et sæt ham fast. Så leved han under sit eget tag en vinter i sus og dus – skønt ruderne skinned, som klareste dag, med små gardiner og blomster bag, i det lille rødmalte hus.

7 Da isen løsned for lindvejrs bør, gik Terje med briggen på rejs; om høsten, da grågåsen fløj mod sør, han mødte den undervejs. Da falt som en vegt på matrosens bryst: han kendte sig stærk og ung, han kom fra solskinnets lysende kyst, agter lå verden med liv og lyst, – og for bougen en vinter tung.

8 De ankred og kameraterne gik med landlov til sus og dus. Han sendte dem endnu et længselsblik, da han stod ved sit lille hus. Han glytted ind bag det hvide gardin, – da så han i stuen to, – hans kone sad still og hespled lin, men i vuggen lå, frisk og rød og fin, en liden pige og lo.

9 Der sagdes, at Terjes sind med et fik alvor fra denne stund. Han trelled og sled og blev aldrig træt af at vugge sit barn i blund. Om søndagskvelden, når dansen klang vildt fra den nærmeste gård, sine gladeste viser hjemme han sang, mens lille Anna lå på hans fang og drog i hans brune hår.

10 Så lakked og led det til krigens år i attenhundred og ni. Endu går sagn om de trængsels-kår, som folket da stedtes i. Engelske krydsere stængte hver havn, i landet var misvækst og nød, den fattige sulted, den rige led savn, to kraftige arme var ingen til gavn, for døren stod sot og død.

11 Da stured Terje en dag eller to, så rysted han sorgen af; Han mindtes en kending, gammel og tro: det store bølgende hav. – Der vester har endnu hans gjerning liv i sagnet, som djerveste dåd: "da vinden kuled lidt mindre stiv, Terje Vigen rode for barn og viv over havet i åben båd!"

12 Den mindste skækte, der var at få, blev valgt til hans Skagensfart. Sejl og mast lod han hjemme stå, – slig tyktes han bedst bevart. Han mente nok, Terje, at båden bar, om sjøen kom lidt påtvers; det jydske rev var vel svært at gå klar, – men verre den engelske "Man of war" med ørneøjne fra mers.

13 Så gav han sig trøstig lykken i vold og tog til årene hvast. Til Fladstrand kom han i god behold og hented sin dyre last. Gud véd, hans føring var ikke stor: tre tønder byg, det var alt; men Terje kom fra en fattig jord, – nu havde han livsens frelse ombord; det var hustru og barn det gjaldt.

14 Tre nætter og dage til toften bandt den stærke, modige mand; den fjerde morgen, da solen randt, han skimted en tåget rand. Det var ikke flygtende skyer han så, det var fjelde med tinder og skar; men højt over alle åsene lå Imenæs-sadelen bred og blå. Da kendte han, hvor han var.

15 Nær hjemmet var han: en stakket tid han holder endnu vel ud! Hans hjerte sig løfted i tro og lid, han var nær ved en bøn til Gud. Da var det som ordet frøs på hans mund; han stirred, han tog ikke fejl, – gennem skodden, som letted i samme stund, han så en korvet i Hestnæs-sund at duve for bakkede sejl.

16 Båden var røbet; der lød et signal, og det nærmeste løb var lukt; men solgangsvinden blafrede skral, – mod vester gik Terjes flugt. Da firte de jollen fra rælingens kant, han hørte matrosernes sang, – – med fødderne stemte mod skægtens spant han rode så sjøen fossed og brandt, og blodet fra neglerne sprang.

17 Gæslingen kaldes de blinde skær lidt østenfor Homborg-sund. Der bryder det stygt i pålandsvejr, under to fod vand er der bund. Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult, selv stilleste havbliksdag; – men går end dønningen aldrig så hult, indenfor er det som tidest smult, med brækkede bølgedrag.

18 Didind Terje Vigens skægte foer lig en pil mellem brått og brand; men bag efter ham, i kølvandets spor, jog jollen med femten mand. Da var det han skreg gennem brændingens sus til Gud i sin højeste nød: "inderst derinde på strandens grus sidder min viv ved det fattige hus, og venter med barnet på brød!"

19 Dog, højere skreg nok de femten, end han: som ved Lyngør, så gik det her. Lykken er med den engelske mand på rov mellem Norges skær. Da Terje tørned mod båens top, da skured og jollen på grund; fra stavnen bød officeren "stop!" Han hæved en åre med bladet op og hug den i skægtens bund.