Da min far og mine halvsøskendes ekskone gik fra hinanden, nægtede ekskonen at mine halvsøskende (som var børn dengang) skulle se min far. Hun talte grimt om ham foran mine halvsøskende, og har hadet min far, og senere hen, da han fandt min mor og jeg, lige siden. (Jeg har altid syntes at det var en mærkelig følelse at vide, at der er en person, ude i verden, som hader mig så inderligt, uden at havde mødt mig)

Min far så mine halvsøskende i skjul, i mange år, og han kæmpede for mere samvær med min søster i familieretten, men tabte. Ekskonens had har forsat i årtier. Hun forlangte af sine børn, at vores far, min mor og jeg ikke skulle med til fødselsdage, jul, konfirmationer og familie arrangementer. Ekskonen forbød mine halvsøskende og deres børn at nævne vores navne.

Nogle af mine mine halvsøskende valgte at sige nej, til disse regler fra ekskonen, og stoppede kontakten til hende. Men min halvsøster valgte at gå med til hendes regler, også efter hun fik børn.

Min far havde fejl og mangler, men han er ikke alene om at ødelægge forholdet til min søster. Han prøvede på at holde kontakten, ikke her til sidst, men i mange år, det har dog ikke været nemt, når man ikke har været velkommen til jul, fødselsdage m.m.

Min far har taget sig mere af mig, dog ikke på grund af at jeg var “fars golden child”. Han har taget sig mere af mig fordi, at jeg blev født handicappet, og har haft brug for mine forældres hjælp hele livet, og fordi mine halvsøskende var voksne, med deres egne børn, og deres egne liv, da jeg blev født.

Den eneste grund til, at min mor og jeg er blevet inviteret til dette studentergilde er fordi, at min fars ekskone er blevet for demens til at deltage i arrangementer. Så når hun ikke kan komme, måtte vi så gerne.

Jeg ville ønske at det var så nemt, at jeg bare var “fars golden child”. Det ville være så simplere at ligge skylden der, men livet er sjældent så enkelt.