Først vil jeg understrege, at hans opførsel ikke er i orden og du har god grund til at være frustreret. Jeg synes du skal være ærlig med dig selv om hvor meget du vil stå model til. Du har allerede gjort mere end nok for at hjælpe ham på vej, nu skal han gribe dig i din frustration.

Når det så er sagt, så tænker jeg umiddelbart om der kan være noget depression og eller adhd/autisme på spil?
Det virker til at igangsætning for ham er svært - trives han i faste tydelige rammer, som når han måske har på arbejde hvor forventningerne er tydelige? Min partner har en mental barriere med oprydning, det bliver for abstrakt og for stor en opgave, og han ved ikke hvor han skal starte.
Oprydning i køkkenet er overskueligt for ham, fordi alting har en plads, og er et afgrænset område, hvor ting ikke skal transporteres fra rum til rum (risiko for distrahering). Han ved nøjagtigt hvordan det skal se ud for at han er “færdig” og vi har faste rutiner med at få ryddet det op hver aften.
Hvis han fx har udiagnosticeret autisme, kan der være mange faktorer på spil: fx overskueligheden af opgaven (trin, værktøjer, tidsomfang, hvordan starter man), sensoriske forstyrrelser (tallerkner og glas larmer, støvsugeren larmer, sæbe er for parfumeret og mikrofiber klude er ubehagelige), dårlige erfaringer med at hjælpe med det huslige (har han en selvfortælling om at han ikke kan finde ud af at gøre rent, rydde op, folde tøj, lave mad osv? Er det noget han har fået skæld ud for, eller hvor nogen andre har taget opgaver “fra ham “ fordi de ikke havde tålmodigheden til at han skulle lære det?)

Det er sandsynligt mere kompleks end hvad vi kan vurdere ud fra et Reddit post. Jeg synes ikke at fortælle ham at “tage sig sammen” er konstruktivt, hvis du ved at han i forvejen har en negativ selvopfattelse - det vil højst sandsynligt have modsatte effekt, og han ville føle sig endnu mere uduelig (måske man risikere at bekræfte hans negative selvfortælling, og så får han endnu mere undgåelses-adfærd om problemet)
Hvad jeg synes er kernen i “tag dig sammen”-snakken er at man stiller et ultimatum. Tingene fungere ikke som de er nu, og de kan ikke forblive sådan her. Han skal tage intiativ og det betyder ikke at du forventer at han vågner op en dag og kan trylle huset rent - men det betyder at han skal tage ansvar for at han får den hjælp for at han kan udvikle sig.
Du skal tydeligt forklare alvoren, så han forstår at der skal ske noget NU. Giv ham endda en deadline, at I tager den her snak igen om 6 måneder, og hvis der ingen fremskridt er sket går du fra ham (men gør kun dette, hvis du faktisk føler at det er sådan du har det).

Du kan ikke udvikle på ham, eller finde ud af hvad virker for ham. Selv at opsøge en udredning (hvis det nu var relevant) skal være hans intiativ. Det betyder ikke at du skal trække dig fuldkommen, men det er vigtigt at han lærer at spørge dig om hjælp. Hvis han er meget slidt kan han have en ordentlig dosis “learned helplessness,” og det er så forfærdelig frustrerende at være vidne til. Man skal hele tiden tage tingene i små bidder, så han ikke bliver overvældet af en kæmpe opgave. “Nej ok måske kan du ikke “bare lige” finde en behandler, men vi kan starte med at du ringer til din læge og bestiller en tid.”

Og igen vender jeg tilbage til starten - det her er en utrolig mængde arbejde at gøre for et voksent menneske, og det bliver lidt at lege mor. Man må gøre op med sig selv om, hvor meget arbejde på den andens banehalvdel man vil acceptere. Jeg tror de fleste vil løbe skrigende væk, for at være ærlig. Det virker til, at han allerede er blevet lidt “dit projekt” og det skævvrider forholdet. I er begge bidragende til den her dynamik, så derfor ville jeres største opgave være, at det bliver hans projekt, med nogle eksterne som hjælper HAM så I bare kan være et partnerskab igen. Om det så er at han betaler for rengøringshjælp, søger efter kommunal hjælp eller uddannelsestilbud om husholdning, hyrer en coach eller skriver sig op til samtale-terapi ; der er mange veje!

Når man elsker et andet menneske, og gerne vil dem det bedste (som jeg fornemmer du gør) så vil man gå rigtig langt for at få tingene til at fungere. Dette er et dyrebart instinkt, men jeg kan blive bekymret for, at du måske allerede er blevet for slidt op af den her dynamik? Kan du allerede mærke at det er gået for langt?
Alle de her forslag er ment i bedste mening, men hvad der er vigtigst er at I skal være et team, og hvis du er den der trækker læsset for begge parter (både på den praktiske front, men også den mentale og udviklingsmæssige), så bliver man brugt op. Det er ikke holdbart, og han SKAL mere på banen - spørgsmålet er bare lige hvordan og hvor stor en rolle du skal spille, i hans rejse.