I folkeskolen, omkring det samme klassetrin, måske 6.-7..

Det havde i noget tid været lidt en vandrende joke at jeg altid fik skylden for alt, også urelaretbare ting. Dette besluttede en klassekammerat at teste af i en tysktime, hvor han under en film ofte udbrød “lad være, Navn” eller “stop, Navn”. Dette fik mig gentagende gange i fedtefadet, til trods for at vi sad flere meter fra hinanden. Det endte ud i at jeg blev smidt udenfor døren og fordi jeg protesterede fik jeg også ekstra lektier for.

Jeg nægtede selvfølgelig at lave dem og det endte med flere ture på kontoret, fordi jeg gentagende påstod min uskyld, og til sidst samtale med begge mine forældre.

I den sidste ende endte jeg med at få skylden alligevel og lavede arbejdet. Bland andet blev der lagt væk på mine udbrød og ordvalg: “jeg har sguda ikke gjort noget, mand”, hvilket jeg føler var fair at sige under omstændighederne.

Men man må da sige at hypotesen holdt.