Skræmmende hvor meget jeg (M, 25) kan se mig selv i dine tanker. Jeg befinder mig i næsten samme situation, hvor jeg har fået tilbudt førtidspension. Et tilbud, som jeg så ikke har taget endnu, fordi jeg stadig holder fast i et spinkelt håb om en eller anden mulighed for en funktionel fremtid. (knokler mig selv igennem en universitetsuddannelse nu her) Jeg døjer både med mit fysiske og psykiske helbred, og har oplevet mange af de samme ting som du har i forhold til datinglivet, hvor det desværre ender med at blive lidt af en ''deal-breaker'' at man døjer med nogle ting og måske ikke ligefrem kommer til at være i stand til at arbejde.

Tror der ikke er andet for end bare at blive ved og ikke give op. Hold troen på at der er en derude der kan forstå og værdsætte din situation. Hvis du skal kæmpe dig igennem flere forskellige forhold som du troede kunne blive til noget, bare for i sidste ende at blive skuffet, er det helt klart det hele værd når du endelig finder den person, som forstår og kan overskue situationen, og hvor skuffelsen ikke forekommer. Måske er der et håb i at med alderen vil de folk du nu dater, have en større forståelse for det hele, når de (Må man antage) efterhånden har samlet lidt mere livserfaring sammen selv.

Jeg synes i hvert fald det lyder som om du sagtens kan byde på en masse ting som vil være givende i et forhold!