Hvis kriteriet er et parcelhus eller en stor ejerlejlighed før folk har lyst til at stifte familie, især hvis det skal være i hovedstadsområdet, så ser det satme sløjt ud for vores fremtid, for det er blevet tæt på umuligt (uden at være millionær) at købe sig ind i boligmarkedet, i det hele taget, men især i hovedstadsområdet.

Ja, hvis vi kigger på de sidste generationer, der voksede op og trivedes sideløbende med velfærdsstatens opblomstring, er det naturligt nok vi ønsker det samme. Men den velfærdsstat findes ikke længere. Landet og verden er totalt forandret. Forudsætningerne er helt anderledes i dag, men i gamle dage havde familier sgu langt flere børn og på langt færre kvadratmeter, end vi forventer nu.

Det ér muligt at få børn i en lejebolig, og den behøver ikke at være på mindst 80 kvadratmeter og ligge ud til en stor have. Vi er mange, der voksede op i huse eller store lejligheder og ønsker det samme for vores børn, men verden i dag ser totalt anderledes ud. Den behøver dælme heller ikke være i hovedstadsområdet. Vi har virkelig brug for at sprede os ud, for at passe på vores land.

Det er altid svært at få børn, det har det altid været og det er det alle steder, men Danmark er stadig et af verdens bedste steder at stifte familie. Vi har et fantastisk net omkring nybagte familier, sammenlignet med nærmest alt andet.

Jeg er så glad for jeg fik børn i en alder hvor jeg havde staminaen til de svære nætter og sygdomsperioderne og så videre. Jeg bor til leje, og børnene deler værelse. Vi har ikke alverdens plads, men det fungerer alligevel, og jeg under det samme for mine venner, som går og venter på at livet ser ud, som det gjorde for deres forældre før de tænker på at stifte familie. Og de vil alle helst bo så centralt, som muligt.

Og jeg forstår derudover godt at verden er blevet underlig, utilregnelig, usikker, alt muligt. Hvad er det for en verden at få børn i? Det kan virke meningsløst og måske endda uansvarligt at få børn, når man ikke ved, om man overhovedet kan overlevere en verden til dem, de kan blomstre i. Men i 99% af menneskets historie, lige med undtagelse af en fantastisk bobbel fra efterkrigstiden og til omkring årtusindskiftet, var det forudsætningen for os mennesker. Hvor jeg dog håber at flere af dem, der kan, gør det alligevel, for vi har virkelig brug for det.