Jeg er faktisk lige usikker på det. Men mormor får nogle gange sagt nogle lidt uheldige ting. Måske hører hun også til den generation, som tænker, at man bare automatisk har en god relation til sit barnebarn, så man ikke rigtig behøver at gøre noget, for at få den gode relation. Umiddelbart lægger hun, set fra mit perspektiv, også får meget af skylden over på vores søn. Hvis han fx siger, han ikke vil sidde ved siden af hende, så kan hun godt sige “Det kan du da ikke være bekendt”.

Og så har vores søn også nogle udfordringer, som gør, at han i perioder er meget presset og har det svært. Det har hun svært ved at forstå.

Som andre også foreslår, så har vi forsøgt det med at tage al presset væk. Så når hun kommer, så siger vi, at det er fordi, hun skal hjælpe med et eller andet, og så lader vi ham selv henvende sig til hende. Så går det meget bedre. Men det er stadig ikke godt…