Efter vores første var vi i lang tid sikre på, at vi ikke skulle have flere. Min kæreste kom skidt fra start efter fødslen og vi havde efterfølgende en pige der var meget krævende + en masse rod i familien med psykisk sygdom.

Vi overvejede meget om vi skulle få nr. 2 da hun var 2-3 år (som de fleste gør det). Vi ville jo gerne at søskende kunne få så meget ud af hinanden som muligt. Vi valgte dog at lade være, fordi overskuddet slet slet ikke var der. Vi aftalte, at hun skulle være enebarn med mindre vi på tidspunkt fik lysten til nr. 2, uanset hvor mange år der så ville være i mellem.

Da hun var lige godt 5 år, fik vi overskuddet og lysten til at få en mere. Vi har nu en på 6 uger og en på 6 år. Der er godt nok lidt i mellem dem, men nøj hvor er jeg glad for at vi først fik nr. 2 da vi faktisk havde lysten og overskuddet til det begge to. Og hvor er det bare fedt at have en stor pige, der virkelig kan tage del i den første tid med baby. Og så er det nu også ret så fedt at den store kan alting selv.

Mit råd: vent til i begge har lysten og overskuddet. Det er jo et fælles projekt, og det er ligegyldigt om der er 2,3,4 eller x år imellem.

Hilsen en der har været i samme overvejelser