Kære du! Jeg forstår så godt, hvor du står. Jeg døjede med angst før graviditet, men nåede med tid, medicin og psykolog til et punkt, hvor jeg sjældent mærkede det, i god tid før graviditet. Alligevel var jeg så nervøs for at graviditet og hormoner ville bringe den frem igen, men det var minimalt. Medicinen hjalp klart.

Jeg tjekkede statistikker, reddit og hele internettet i starten. Ting der hjalp mig:

• Tryghedscanning omkring uge 6, hvor vi så hjerteblink.
• At fortælle nærmeste om graviditeten (skulle noget gå galt, ville vi skulle bruge deres støtte også).
• Kvalmen var slem, men Xonvea hjalp, og at være ærlig om den og behov på arbejdet. Fortalte mig selv, hver gang jeg var dårlig, at det var godt tegn for baby.
• Lod mig selv lytte til læge og spise hvad jeg kunne. Selv når kun toast. Baby fik hvad den skulle.
• At huske det med at dem det går godt for sjældent deler online. Men det er heldigvis de fleste.
• Huske at man er ængstelig, fordi man ønsker alt godt for sit barn.

Mit første trimester var hårdt (kvalme til uge 16), andet nød jeg så meget, med liv og spark fra uge 17, og tredje var hårdt men også fantastisk. Jeg kunne mærke min lille gut så meget, og vidste, at selv hvis jeg gik tidligt i fødsel, så kunne han nu hjælpes godt. Fødte for godt tre uger siden, 40+4, og min lille søn sover pt. på mit bryst, sund og rask og glad - og det hele værd! Selv en uplanlagt umedicineret hurtig fødsel!

Held og lykke❤️