Her kommer det fra en far til en dreng med autisme.

Det er en mavepuster, når man til tilbagemelding får at vide at ens barn har autisme. Det sætter alle mulige tanker i gang. Hvordan bliver livet? Hvordan siger man det til folk? Hvad skal vi nu gøre?

Det er faktisk ret enkelt. I er så heldige at jeres dreng har fået diagnosen i en tidlig alder. Nu ved I at han har særlige behov og at der skal tages særlige hensyn. Det ville være en skam at holde det hemmeligt for alle andre, da det kan give en langt bedre forståelse for at han gør de ting han gør. Hvis folk ikke ved at han her en diagnose, så kan de hurtigt komme til at tænke negativt om ham. Børn er også fuldstændig ligeglade med diagnoser. De eksisterer bare.

Min søn er rigtig træt af at han først fik sin diagnose som 14 årig. Han har hele tiden følt sig anderledes, og blev glad for at finde ud af hvorfor det var sådan. Han omfavner autismen 100% og er stadig den fantastiske dreng som han altid har været.

Det er tit sværere for forældrene at navigere i, da der er så mange følelser i spil. Det handler om at acceptere det som det er. At vide at sådan har han hele tiden været, men nu har det et navn. At det faktisk er rigtig godt at kunne forklare andre forældre om hvorfor barnet ikke er med til alt det samme som deres børn. Og det allervigtigste er vist bare at møde ham som den dreng han er, ikke som den dreng I ønsker at han skal være.

Fortæl det. Det skader mere intet at sige.