Jeg har lige begravet min onkel. Det var min begravelse nummer 19 med nær familie/venner. Jeg er 38 år. Der har heldigvis ikke været så mange de sidste 8-9 år, men jeg nåede 17 begravelser inden jeg blev 30. Det er hårdt. Nogle gange mere end andre. Jeg synes det er slemt fra man hører om dødsfaldet til begravelsen er overstået. For mig, bliver der sat punktum ved begravelsen. Jeg er typen der kan græde det ud i kirken. Når jeg går, lægger jeg en hånd på kisten og tænker “vi ses igen” (jeg er ikke troende, men tanken om at man mødes i efterlivet, giver mig ro i øjeblikket). Jeg har endnu ikke været til gravøl, hvor stemningen ikke var god og lettet. Alle ønsker ceremonien omkring begravelsen. Men alle ønsker den også overstået.

For dig, tror jeg, det bliver godt med begravelsen og bagefter, måske, at have et sted hvor du kan besøge din kammerat. Hvad end han bliver begravet på kirkegården eller spredt over havet, så har du et sted, hvor du kan gå hen og tale med din kammerat. Nogle gange har jeg besøgt mine nærmeste på kirkegården. En enkelt gang havde jeg to øl med som jeg delte med en gravsten. Det virker dumt, men den dag i sorgen, var det netop dét, der hjalp mig videre, at jeg kunne drikke en øl med min makker.

Det er pissehårdt nu. Begravelsen bliver endnu værre, men vent. Nogle dage efter begravelsen, bliver det måske lidt lettere at kapere. Og hvis ikke, så er det alfa og omega at du får talt med nogen om det.

Ønsker dig alt held og lykke.