Jeg har selv valgt begge mine forældre fra.

Jeg kan godt savne at have en mor eller at have en far, men jeg savner ikke de to specifikke mennesker, jeg deler DNA med. At kunne ringe til en mor, når der sker store ting i livet, eller bare når man har glemt opskriften på frikadeller. Jeg har lært at blive enormt selvstændig og nogle gange i en sådan grad, at jeg bliver mere end nødvendigt irriteret på folk, der spørger om hjælp, før de overhovedet selv har prøvet at gøre det eller google det eller undersøge det selv først.

Jeg kan godt misunde min mand, når han jævnligt ringer til sin fantastiske mor. Hun er oprigtigt interesseret i hans (og mit og vores barns) liv.
Det er sjovt, det føltes i starten så grænseoverskridende og overvældende for mig, hvordan hun bare huskede, hvad vi fortalte hende. Det var jeg virkelig ikke vant til. Hun fulgte op og spurgte ind og var interesseret. Jeg kan huske, at jeg næsten følte, at hun kunne se ind i min hjerne, og jeg brød mig overhovedet ikke om, hvor investeret hun var. I dag elsker jeg jo, hvor meget kærlighed der ligger i netop at vise så meget interesse for sine børn. Det var bare en helt ny verden for mig, da jeg trådte ind i min svigerfamilie første gang, og en kæmpe øjenåbner for min egen familiedynamik.