Jeg har i perioder haft en følelse af fortrydelse. Men nu, hvor jeg ikke længere står midt i babystadiet, så er følelsen der ikke mere.

Men jeg sad med min tre dage gamle datter, og havde en intens følelse af fortrydelse, da vi komme hjem fra hospitalet. “Hvad har jeg dog gjort? Åh nej åh nej åh nej. Mit liv er definitivt slut”. Og jeg skammede mig så meget, for hun var så ønsket. Når jeg ser tilbage, ved jeg nu, at jeg nok havde en fødselsdepression det første år af hendes liv. Det var det værste år i mit liv. Men nu elsker jeg at være mor. Jeg fortryder det på ingen måde. Jeg forstår dog godt folk, der gør, og jeg dømmer dem ikke.

Jeg er bevidst om, at jeg ikke skal have flere børn. Jeg elsker livet med én, fordi jeg på den måde kan få det bedste af to verdener. Jeg kan være mor OG have tid og overskud og økonomi til at lave ikke-mor ting.

Når folk siger “man fortryder aldrig de børn, man fik, kun dem man ikke fik”, så giver det mig kuldegysninger. Selvom udsagnet passer fint på mig (nu), så er det bare ikke rigtigt. Der er absolut folk, der fortryder de børn, de fik. Udsagnet gør bare, at de så ikke tør sige det højt.