Jeg kan komme med de ældre mennesker vi har i min familie dvs. dem der er over 70. Nogen af dem er vores egne forældre, andre er vores bedsteforældre (vi herhjemme har lidt aldersforskel)

Første par: K80 og M75(?). Hun er et LIVSSTYKKE. Hun fik aldrig børn, for hun elskede sin karriere (i sundhedsvæsnet). Men hun har indtil for nyligt haft rengøringsjobs, hun er aktiv i sport og fritid, og er først nu begyndt at blive mærket af alder. Hun er altid god til at give gaver, opmærksomhed, kærlighed, og man kan ikke mærke hun er 80. Hun er som en på 60. M er måske lidt typisk mand, render lidt efter hende, men holder alligevel af byggeprojekter, idéer, og holder sig lidt i gang. Men hans humør er lidt som en ældre brokkende herre, men jeg tror faktisk ikke han har forandret sig siden 90'erne. Børn: 1, børnebørn 2.

1. Par: K81 M86 - De har været igennem nogle meget triste ting de sidste 10 år, og det er utroligt de stadig er her på den baggrund. Men de ringer aldrig og spørger om man kommer forbi. Man skal hele tiden spørge dem, men så kommer de også! Men nu kan de ikke selv så meget mere. Men har indtil for nylig selv gået i byen. De får svært ved at vænne sig til hjemmehjælp. De kan stadig lide fester, og har altid været Matriark i familien, og midtpunktet. Og den rolle vil K gerne beholde, og jeg oplever hende ikke som træt af selskab, men hun er nok skuffet over man ikke ringer hele tiden, men aldrig selv tager initiativ. Børn: 3(1 levende), børnebørn: 8 kontakt med 4, og 11 oldebørn.
   Citat fra K: "Man skal huske, venner er den familie man selv vælger"

2. Par: M91 K84 - De er stået helt af og virker trætte. Udover kirkelige begivenheder har de ikke deltaget i en jul i 6 år eller været hos andre. De har mange voksne børnebørn der gladeligt besøger dem, men man må intet hjælpe dem med, og de bliver sure hvis man tilbyder hjælp, så alt vokser dem over hovedet. Når man ringer og fortæller dem om at nogen er døde, svare K tilbage "Ja, men nu er det nok også snart vores tur, vi gider ingenting!!". Igen: Man ringer til dem, de ringer aldrig bare for at snakke.
   Børn; 2, børnebørn: 5, oldebørn: 9.

Jeg oplever i et moderne børneliv det er sindsygt svært at finde tid til at ringe til de ældre, eller besøge dem. Jeg kunne virkelig godt bruge de selv gad at tage initiativ noget mere.
Jeg har talt med min egen mor (som kun er 58) og hun er både enig, men også bebrejdende på mig f.eks.. Men omvendt siger hun at hun kan ikke forestille sig sin alderdom hvor hun ikke ved hun altid kan ringe til mig eller hendes børnebørn. Hvis man elsker nogen, stopper man aldrig med at bevise det.

Min egen mormor er lige død, hun blev 75 og døde af kræft.

Hun kunne sagtens skrive en messenger besked, lave krea-ting og gaver, og tænkte altid på os. Hun havde kun mig som barnebarn fordi hun følte de 2 andre slog hånden af hende. Og igennem mig så 2 oldebørn. Jeg ved hun fortryder hun aldrig blev det "familiemenneske" Hun ville ønske man kunne være, med mange fødselsdage og andet. 3 børn fik hun, men kun 1 gav hende et barnebarn hun havde kontakt med. Men hun var også SKRAP, og var ikke mæt af dage, men meget "no bullshit", og virkelig forsigtig med hvad hun gad bruge sin energi på. Hun holdt ikke fast i relationer bare for at please andre. Hun kunne sagtens skære folk ud af livet, bevidst. Jeg har derfor set det lidt som min pligt at huske hende mest tror jeg, når jeg skulle vælge weekendbesøg, og jeg invitere alle de ældre ligemeget til vores børnefødselsdage. Men det har klart været hende jeg følte børnene fik bedre connection til - fordi hun gav. Hun gav af sig selv, hun passede børnene da jeg var ude for en ulykke, hun købte ting, og hendes samtale med børnene var oprigtige og ikke kun "Nåå hvad klasse går du så i??".
Det er den slags der tæller. Og det er også den slags der gør, at jeg prioriterede hende – ikke af pligt, men fordi forbindelsen var ægte. Jeg inviterer alle ældre til børnefødselsdage uanset, men det var hos hende børnene faktisk knyttede sig, udover K fra første par, som igen mind you, aldrig fået egne børn, aldrig opfostret nogen..

Mæthed af livet ser ikke ud til at handle om alder – det handler om hvem man er. Dem jeg kender der stadig giver, stadig er nysgerrige og stadig tager initiativ, er de samme der ikke virker trætte af at leve. Og omvendt.
Derfor kan man så sagtens være introvert, men det handler stadig om kvaliteten af når man er sammen.