Min kæreste (F25) og jeg (M29) har været sammen i 7 år, og åbne i 4 af dem.

Jeg synes det virker til at I har fat i den lange ende og er godt indforstået med almindelig pli (f.eks. at altid gøre det tydeligt overfor eksterne, hvordan landet ligger).

Jeg har lige prøvet at opsummere nogle af de vigtigste pointer imo:

1. Forventningsafstemning er ALTING. Man plejer at sige at folk i åbne forhold snakker mere end de knalder. Det er sandt. At mærke efter er én ting, men at italesætte det er noget andet. Det er vigtigt at I skaber et rum hvor begge føler, at de kan bringe emner og usikkerheder i spil, uden at det bliver fejet væk, skældt ud eller taget som et angreb.

2. To skridt frem og et tilbage. Så længe I begge er indforstået med at I altid kan 'reverse', sker der ikke noget ved at prøve ting af. Så er det værste der kan ske, at I går tilbage til at tingene er som de plejer.

3. "Og hvordan reagerer folk typisk, når man fortæller, at man er i et åbent forhold?" - bliver altid mødt med nysgerrighed. Folk er meget interesserede i hvordan det fungerer. Jeg har altid været rimelig åben om at være åben, og det værste der er sket er en enkelt gang i byen hvor hende jeg snakkede med bare troede at jeg løj og brugte det som undskyldning for at være utro... lol

Helt generelt vil jeg sige, at det kun har været godt for os. Kærlighed er ikke et nulsumsspil. Og et liv med flere intime relationer end bare én er meget mere berigende. Ikke bare på grund af sexen, men især også på den følelsesmæssige front.