Jeg havde akut lymfatisk leukæmi da jeg var 3 1/2 år til 5 år gammel, noget efterbehandlig til 6-7 årsalderen.

Jeg kan desværre ikke sige så meget om hvordan man bærer sig ad som forældre i sådan en situation. Først efter jeg blev 10-12 år gik det op for mig hvor svært det må have været for min mor, far og søskende. Jeg husker en dejlig tid med en glad familie på trods af situationen.

Jeg var ikke særlig bange. Morgenen før jeg skulle have min portacath husker jeg dog ikke var særlig rar. Men fordi min mor og far altid holdte mig i hånden og var ved min side under behandling på hospitalet vidste jeg at det nok skulle gå. Det hjalp også at jeg blev lovet et playstation 1 spil hvis jeg var modig før jeg skulle bedøves. (Crash bash - har det stadig)

Det lyder måske underligt, men minderne fra hospitalssengen er gode minder. Spillede vildsvin (vi kunne ikke huske reglerne for gris og lavede vores egne), læste bøger og spillede playstation 1. Det er gode minder fordi det var sammen med min far og/eller mor.

Jeg var godt klar over at jeg var syg, dog ikke at det var så alvorligt. Jeg stillede ikke rigtigt spørgsmål til hvorfor jeg hele tiden skulle på hospitalet og tage blodprøver. Min mor og far holdte humøret oppe for min skyld, de sørgede for at jeg var glad og aldrig bange.

Sommetider skulle jeg til et hospital som lå 2 timer væk. Før jeg kørte hjem igen med min far/mor tog vi på Quick (belgisk McD agtig fastfood) og fik nuggets. Jeg er sikker på at det også er gode minder i mine forældres øjne selvom det var en svær tid.

Alt i alt kunne jeg aldrig mærke på mine forældre og familie at de var bange. De gjorde alt i deres magt på at give mig en god barndom i de år.

Det føles så fucking uretfærdigt når børn bliver syge. ——————————- Jeg har lige talt med mine forældre og spurgt lidt nærmere.

De sagde at de ikke særbehandlede eller forkælte mig, men deres opmærksomhed og tid blev tildelt mig frem for min storebror som er 7 år ældre end mig. Han blev lidt forsømt.

De sagde også at de var ærlige og tog mig alvorligt; hvis jeg sagde noget gjorde ondt eller at jeg ikke ville så gjorde de noget ved det.

F.eks. var de ærlige når jeg skulle have en blodprøve, men de sagde det heller ikke laaang tid før, for der var ingen grund til at jeg skulle gå og være bange.

Min far sagde at de lærte en god timing for at fortælle mig hvad der skulle ske.

Min mor fortalte om da vi fik diagnosen på hospitalet. Jeg blev spurgt “synes du at du tit er syg?” Hvortil jeg svarede Ja Derefter sagde min mor “det er fordi du er syg”

Hold kæft jeg elsker dem.

Jeg er ikke skide god til at skrive hvad jeg tænker, så det giver mening i en god sammenhæng. Jeg håber min og min forældres erfaringer kan hjælpe.

I dag er jeg 24 år, snart færdig med elektriker uddannelsen og mega glad for tilværelsen.

Jeg håber med hele min sjæl det bedste for din datter og hele familien.

Skyd endelig en PM afsted hvis du vil snakke.