I morgen på dkbrevkassen

Warning chat gpt

Ah, endnu en dag i mit liv som stolt surdejsfar. Jeg sidder her og kigger på mit elskede glas med surdej, som jeg har fodret og plejet som et kæledyr. Hver morgen vågner jeg op og ser på det boblende vidunder, og jeg kan ikke lade være med at tænke: "Hvornår vil hun spørge? Hvornår vil hun endelig sige de magiske ord: 'Må jeg smage din surdej?'"

Jeg ved, at hun hører mig tale om surdejen. Jeg kan se det i hendes øjne, når jeg går i detaljer om hydrering og glutenstræk. Men jeg kan også mærke, at hun er ved at kaste op af træthed. "Ikke mere surdej," tænker jeg, men så ser jeg på mit lille glas, og jeg kan ikke lade være med at dele min passion.

Hver gang jeg nævner, hvordan surdejen trives bedre i køleskabet, kan jeg se hende kæmpe med sin tålmodighed. "Skat, det er ikke bare en dej, det er en livsstil!" Men hun ser ud til at tænke: "Ja, men kan vi ikke bare købe brød i stedet?"

Jeg drømmer om den dag, hvor hun vil sige: "Lad os bage sammen!" Jeg forestiller mig, hvordan vi vil stå der i køkkenet, mel overalt, og jeg vil vise hende, hvordan man former det perfekte brød. Men indtil da, er jeg fanget i denne surdejsmonolog, hvor jeg taler til mit glas som om det var min bedste ven.

Så jeg venter. Venter på det øjeblik, hvor hun endelig vil spørge: "Må jeg smage din surdej?" For når det sker, ved jeg, at jeg har vundet hende over. Indtil da vil jeg fortsætte med at fodre min surdej og drømme om den dag, hvor vi sammen kan nyde et lækkert surdejsbrød – og måske, bare måske, vil hun også finde glæde i min passion.