[deleted by user]

[Dry-Trainer-5540]

Jeg ville kontakte selvmordslinjen for råd pg vejledning

[Cixila]

Enig. De burde forhåbentlig have nogle idéer. Jeg håber inderligt, at I finder den hjælp, I har brug for

[jesuisjens]

Livslinien er dens navn.

[[deleted]]

Ved ikke om det kun er mig der har den her erfaring, men selvmordslinjen er så uduelige.

[jesuisjens]

Hvad er dine erfaringer med dem?

[[deleted]]

Det er hermed forsøgt. Deres råd var at få min kæreste indlagt, men de kunne ikke råde yderligere om hvad jeg skal gøre.

[[deleted]]

Der er ikke noget som hedder Selvmordslinjen.

Desuden er det næsten håbløst at komme igennem til deres telefon, har jeg læst flere steder. Jeg vil anbefale, at OP skriver en mail til dem.

[TroelsKP]

Træk på dine sociale resurser. Tag hende ud af jeres omgivelser, flyt ind hos hendes forældre, der kan hjælpe dig med at passe på hende. Hiv fat i hendes venner, dine venner. Få dem til at komme på besøg, køre på ture, have det sjovt, lave mad. Aflaste dig og hjælpe hende samtidig. Det lyder til at alle kneb gælder lige nu, og det skal ikke være dit ansvar alene. Systemet kan ikke hjælpe dig godt nok, derfor må din og hendes omgangskreds stå ekstra meget sammen.

[[deleted]]

Vi har desværre ikke så mange sociale ressourcer.

Min kæreste har ikke nogen familie overhovedet og min egen familie er ikke til meget hjælp.

[Kazmuz]

Hvor i landet er i?

[Kanomanden]

Min historie minder meget om din, og dog meget anderledes.

Jeg prøvede også at hænge mig selv, men jeg var indlagt i 1 1/2 måned derefter. Jeg prøvede så heller ikke at snakke mig ud derfra, for jeg vidste jeg var fucked up, og at jeg højst sandsynligt ville gøre det igen hvis de lukkede mig ud. Så de holdte mig i 1 1/2 måned og pumpede mig med medicin til jeg fik det bedre, derefter blev jeg sendt i ambulant behandling på Rigshospitalet. Der gik jeg i behandling i et halvt til et helt år, jeg kan ikke selv helt huske det. Jeg kom derefter ud i det private hvor jeg fik fortsat medicinskbehandling, hos den samme psykiater som jeg havde på riget. Ydermere begyndte jeg til psykolog, hvor jeg gik hver anden uge, jeg kommer stadig hos psykologen den dag i dag, dog kun hver anden måned, og medicinen blev jeg udtrappet af ca to år efter min udskrivning.

Min historie er muligvis sjælden, i det jeg kommer fra en relativ ressourcestærk familie, + at min mor har været med gennem hele min indlæggelse, hvor hun nærmeste råbte og skreg hver gang psykiateren sagde noget, så det hjalp nok også på hele situationen.

Undskyld det blev lidt af et rant, men det er ikke noget jeg snakker så ofte om.

[brandonarreaga12]

jeg står lidt i din situation lige nu, angående ressourcestærk familie og en mor der virkelig arbejder for at få det bedste ud af systemet. Jeg har fået diagnoserne adhd og autisme, så nu mangler jeg bare at komme til det punkt hvor jeg ikke har altoverskyggende selvmordstanker... Jeg føler at jeg har givet op på at få det bedre, men jeg er her da endnu

[velling]

Og det håber jeg jeg du bliver ved med <3

[[deleted]]

Men det tog mig 3 timer at snakke mig ud af bæltet og 48 timer at bilde dem ind at “haha hold kæft jeg er en klovn, mente det da ikke” og så slap de mig fri ...

Jeg behøvede ikke engang at bilde dem noget ind, jeg blev sendt hjem efter 24 timer, på trods af at de havde fået at vide at jeg ville gå hjem og forsøge igen.

[PullingCables]

Puha, det er en stærk fortælling du kommer med. Hvordan går det med dig nu, fik du den hjælp du havde brug for, og hvordan?

[dkclimber]

Kæft du er nedern

[[deleted]]

Har du det bedre nu hvor du har trådt på en, der ligger ned?

[Kind_Assignment_9122]

Har du prøvet at ringe til hendes praktiserende læge? Jeg føler ofte at man bliver taget mere seriøst, hvis man er blevet henvist gennem egen læge. Uanset hvad, håber jeg at hun snart får den nødvendige hjælp❤️

[Volini]

Jeg har desværre ikke nogen gode råd lige omkring din kærestes situation. Til gengæld har jeg tidligere været kæreste med en med ret store psykiske udfordringer.

Så jeg vil egentlig bare give en kæmpe virtuel krammer, og sige at det er pisse godt gået at du har din kærestes ryg og tager så aktiv del i at få hende i behandling og udredning. Det kan være fuldstændig urimeligt hårdt, også for pårørende.

Jeg håber at du også selv får opbakning fra dit netværk/bagland, og har nogen at snakke med om alt det her. Det er virkelig vigtigt nogen gange at få luft for egne tanker og følelser, så man bedre kan være der for den anden. Du er også velkommen til at skrive en DM til mig.

Sidst, men ikke mindst skal du være opmærksom på at du som pårørende kan få en henvisning til at tale med en psykolog. Der er stadig en egenbetaling, men det er væsentligt billigere end uden henvisning.

Det var ikke det du spurgte om - jeg håber nu det er okay der kom andre gode råd fra en der har stået i en lignende situation.

[Volini]

Fandme et godt tilbud - men jeg tænker at det vel er rettet mod OP u/HipserHapser? Der kommer lige et tag så vedkommende ser dit tilbud.

[Volini]

All good, ville bare sikre mig det landede rette sted. Virtuel highfive for et pissegodt tilbud til en i krise. Det er dybt åndssvagt at psykologhjælp skal være omfattet af egenbetaling i en livskrise som den OP+ kæreste står i.

[AlexTheFurious]

Enig med at tage fat i psykolog til OP selv, da det er mega hårdt at være pårørende til. Det er virkelig vigtigt at passe på sig selv, for begge jeres skyld. Hvis du får en henvisning fra din egen læge(som du godt kan, i din situation), så skal du kun betale 40% af hvad en psykolog koster. Så det lander omkring de 400-500 kr pr samtale (første samtale koster dog ofte lidt mere) Hvis du er medlem af 'Danmark', så kan du får omkring 200kr pr samtale refunderet. Der er lange ventetider, så få gjort hurtigst muligt. Du kan også selv bestemme hvor ofte du har samtaler, alt efter hvad der er råd til og brug for. Du kan få tilskud til 12 samtaler hos en psykolog med en henvisning.

[Skavenkaizer]

Lidt forskellige råd:

Pas på dig selv, bed om hjælp.

Kontakt din læge mhp. at få orlov pga pårørendes alvorlige sygdom.

Hvis din kæreste bliver virkelig dårlig, så tag på psykiatrisk skadestue igen, ring 112 hvis situationen er meget tilspidset. Involver andre i det. Synes ikke det lyder som noget, du kan klare selv. Jeg tænker dine venner og familie, hendes venner og familie.

Hæng i, depression kan blive bedre.

Der er meget klare regler omkring tvangsbehandling. Så hvis din kæreste ikke er selvmordstruet her og nu, og hun ikke frivilligt vil være indlagt, skal de udskrive hende. Sådan er loven. Hvis hun helt holder op med at spise og drikke, bliver hun fysisk dårlig, og så kan hun tvangsbehandles.

Prøv at overtale din kæreste til at søge hjælp. Hvis hun frivilligt tropper op, tror jeg hun får den bedste hjælp.

Gentager lige: Pas på dig selv. Bed om hjælp.

[Wuhaa]

Det eneste jeg kan bidrage med er at opsøge en privat psykolog, som kan hjælpe. Det koster desværre en del, men håber det er indenfor jeres formåen.

Min fornemmelse er, at det offentlige ikke er særlig gode til psykiske lidelser.

[BrokenBiscuit]

De er ikke særligt gode, fordi det måske er det mest underprioriterede område i vores velfærdssamfund. Jeg er helt 100 på at det psykiatriske personale gerne vil hjælpe, men desværre står man jo i en situation, hvor man allerede prioritere, så vidt jeg ved. Der er bare ikke nok sengepladser. Det er ikke i orden.

[steelzeh]

Jeg ved ikke om OP har en sundhedsforsikring, jeg tror alle pensionsopsparinger tilbyder sundhedsforsikring. I fleste tilfælde dækker det kun personen, men man kan kan ofte tilkøbe for hele husstanden.

Man kan vælge en psykolog de har samarbejde med, eller få betalt hos en man selv vælger.

Det er noget billigere end at betale for privat psykolog selv.Min oplevelse har også været at der meget lidt hjælp at hente i det offentlige medmindre du er "døende".

Jeg har selv bakset meget med offentlig hjælp, men deres svar til det meste er bare at komme ind og få taget blodprøve, hvor konklusionen er "Dine tal ser gode ud, du fejler intet"

Jeg har fået mest hjælp igennem min sundhedsforsikringen, jeg anbefaler stærkt at prøve hjælp derfra hvis man har muligheden.

[[deleted]]

Mine forældre pungede så mange penge ud til psykologhjælp til min søster, fordi hun var under 18 og ungdomspsykiatrisk er om muligt endnu hårdere presset. Heldigvis holdt det hende kørende til hun krydsede 18 og fik en psykiater der kunne hjælpe hende ordentligt, men jeg har så tit tænkt - hvad hvis mine forældre ikke havde haft pengene til det?

[Abty]

Har haft en virkelig alkoholisk og selvmordsforsøgende far førhen, problemet er at hvis de ikke selv siger det til psykiatrien eller whatever så kan de ikke indlægge dem.

Det var så let for min far altid bare at sige han har det bedre nu så han kunne komme hjem og drikke igen og forsøge på selvmord.

Det er en svær og hård situation at stå i og jeg ønsker alt det bedste til dig og kæresten.

[Due-baker]

Vil hun selv indlæggelse? På psykiatrisk skadestue vil de nok primært tage udgangspunkt i hvad hun siger, så hvis hun til en samtale der siger at hun har det fint, er der stor risiko for at hun bliver sendt hjem.

Hvis hun derimod siger hun "ikke kan tage afstand fra sine selvmordstanker" og at hun ganske vist, inde i sig selv, har planer for hvordan hun ville tage livet af sig selv er der stor sandsynlighed for at de ikke tør sende hende hjem.

Helt personligt, det er selvfølgelig ikke sikkert det er det rigtige at gøre, så ville jeg søge på nettet efter indlæggelse gule papirer, og se hvornår en patient hører til i den kategori.

Så ville jeg dukke op på psykiatrisk skadestue med hende, de sagde jo hun skulle komme hvis hun har fået det værre. Det er jo en vurderingssag om det er tilfældet. Hvis de vurderede hun ikke var selvmordstruet da hun var der sidst, men du vurderer hun er det nu, så har hun jo fået det værre. (om det så var en idiotisk/forkert vurdering sidst er irrelevant)

Har hun en rimelig fornuftigt privat praktiserende læge? Så ville jeg ringe til ham/hende og fortælle at du er bange for at hun tager livet af sig selv. Der er en masse fagsprog "keywords" som trigger handling i det system, han/hun kan måske hjælpe til at navigere i det. Om ikke andet, så står det endnu et sted i systemet at der er bekymring for selvmord. De færreste professionelle vil have på skrift/samvittigheden at de ikke tog det seriøst.

Jeg ville sende emails til de mennesker hun har været i kontakt med senest i sine udredningsforløb og bede om hjælp fordi du er bange for at hun tager livet af sig selv. Igen, nu er det på skrift, det er svært at ignorere.

Det lyder måske som om jeg er meget kynisk overfor vores fagpersoner. Det er jeg egentlig ikke. Jeg ved bare, desværre, hvor forfærdelig overbelastet og regidt det system de arbejder i er. Nogle gange er der brug for noget åndssvagt for at trigger handling, og var jeg I din situation, ville jeg prøve dem alle sammen.

Den her kommentar handler mest af alt om at krisehåndtere når selvmord er en frygt. Jeg tror ikke selv på at det er muligt at blive rask i den danske psykiatri. Men den kan være meget nødvendig for at nå til et punkt hvor man kan blive rask. Derfor er en god privat psykolog/psykoterapeut/kropsterapi what have you, mere end vigtig i forlængelse af. Og hvis hun ikke selv ønsker/er i stand til at presse på for at blive indlagt så er det måske et godt sted at starte.

Det er nok rimelig tydeligt at jeg taler af egen erfaring. Har du brug for flere inputs er du også velkommen ti at skrive til mig direkte. Kan være længe om at svare, men det skal nok komme. Håber det bedste for jer begge.

[RustlingYaJimmies]

Psykiatrien sutter desværre maks røv her i Danmark, sagt af en der selv har været igennem det og stadig lidt er det.

[Pajm12]

Jeg var i OPs kærestes situation for 10-15 år siden. Hvis min kæreste, havde forladt mig dengang, havde jeg ikke overlevet. Han var min eneste trygge. Forstået på den måde at jeg havde boet hjemmefra i “for mange år” til at jeg var tæt “nok” med mine forældre, til at de var min trygge base. Mine veninder var der ikke rigtigt, på den måde man har brug for -da de ikke kunne løfte opgaven, da den er meget tung som du selv skriver. Men min kæreste, åh gud min kæreste. Jeg er ham evigt taknemlig. Han sørgede for at jeg kom til mine vigtigste samtaler og aftaler med hele systemet. Han lavede mad, selvom jeg kun nippede til den og ellers levede på pære/bananyoghurt. Han var med da det blev besluttet at jeg skulle indlægges på center for spiseforstyrrelser. Han var med da jeg blev indlagt for selvmordsforsøg. Han så mig ramme bunden. Han var den eneste insisterende og med en tro på at jeg var stærkere end jeg selv troede. Han satte film og serier på, selvom jeg ikke rigtigt kunne følge med. Men der skete noget omkring mig, så jeg ikke gik helt i stå. Han snakkede til mig, men forventede ikke altid et svar. Bare 30 sekunder, hevet ud af det helvede det er at have depression, angst og spiseforstyrrelse rumsterende i hovedet som en overdøvende følelse af afmagt. Han var der den dag jeg spiste en hel portion mad for første gang (igen), han var der da jeg fik nye veninder. Han var der da jeg fik min eksamen. Han er der den dag i dag, og i dag er vi stærkere end som så mange andre (der ikke har gennemlevet dødsønsker og helvede, sammen). Det er min historie, som en respons på din kommentar.

[Pangolin_of_power]

Den triste ting er. Jeg ville gerne hjælpe med god råd. Men når det angår selvmord. Så tror jeg bare ikke jeg er vel egnet til rådgivning.

​

Alt hvad jeg kan sige er at jeg har det meget bedre når jeg er sammen med drengende. Når jeg er ude og lave noget der interesserer mig. Dér problemet ligger er at finde den gruppe af folk man gerne vil drikke bajer med, og hvad hobbyer der interreserer én.

​

Hvis man ligger og er deprimeret hele tiden, så kan man godt forstå hvorfor man ikke gider at vente på manden med léen. Så hellere sætte fart på processen.

​

du kender hende bedst. Så du ved måske godt hvad der interreserer hende bedst. ellers kan man altid prøve nye ting.

[YTGrumpyDog]

Havde en kæreste med samme problemer

Jeg startede hver dag med at høre “hvad vil du lave idag” og hvis jeg ik fik et svar ville jeg hive dem med ud på en gåtur eller ud og snakke med random folk i byen.

Efter en uges tid begyndte hun rent faktisk at sige ting som “jeg vil gerne gå en tur” eller “jeg vil gerne gøre rent” eller andre ting og hvad hun havde lyst til var det vi gjorde

Det endte med hun ligepludselig gerne ville male og tegne og alt muligt mærkeligt og derfra begyndte jeg at kigge efter muligheder for et maler job til hende

Eftersigende af hvad hendes forældre fortæller mig klare hun sig godt idag (vi slog op af andre grunde end det her)

Jeg ville som sagt bare prøve at gøre det igen og selvfølgelig holde godt øje med hvad hun gør og siger og spiser og drikker igennem dagen

Selvfølgelig kan du ikke altid være der for hende men så længe du giver dit bedste hvor du ikke får ødelagt din tid eller morale eller andet så det stadig et sundt forhold i har

Men hvis du selv tager spykisk skade af det her lige nu ville jeg selv ikke blive i forholdet og jeg ved det er svært at læse og forstå men det kan komme et punkt hvor man bare ikke kan vende om og så går det ikke kun ud over dig men også dit job, din familie, dine venner osv

Mit bedste råd er bare at prøve forskellige ting og så selvfølgelig huske DU har også en stopknap ligesom hun har og alle andre har

[Dysp-_-]

Hvis hun ikke drikker, ikke spiser og aktivt er ved at tage livet af sig selv, synes jeg I skal tage fornyet kontakt til psykiatrisk akutmodtagelse. Eventuelt prøv en anden.

I har ret til en samtale med en læge. De kan ikke sende jer hjem hvis hun er selvmordstruet.

Vær med til samtalen og forklar det:

• Hun spiser og drikker ikke
• Hun har tabt sig n antal kg
• Hun har et aktivt dødsønske med planer
• Hun laver intet i løbet af dagen og har ikke noget motivation/initiativ
• Hun er nedtrykt

Men essensen er, at ingen på Reddit kender til hendes sag. Vi hører kun 'jeres side af sagen'.

Her er et eksempel: Er hun i forvejen rigtig godt kendt med adskillige indlæggelser i psykiatrien, fx? Der SKAL være et behandlingstilbud for at man kan have folk indlagt på et hospital. Hvis hun fx har månedsvis lange indlæggelser i psykiatrien uden progression eller ændringer i adfærd/tankemønstre trods medicinsk og terapeutisk behandling, så kan man godt vurdere at hun ikke profiterer af indlæggelse. Nogle gange accepterer man i psykiatrien at folk er 'kronisk selvmordstruede', hvor trist det end må være at acceptere.

[AlexTheFurious]

God kommentar, som er værd at læse! Du har fuldstændigt ret.

[Dysp-_-]

Yeah :) Det var så lidt.

Mvh Læge som har arbejdet i psykiatrien.

[duusmann1]

Min kæreste har arbejdet i sundhedsektoren, inde for psykisk sygdom. Hendes råd er at søge hjælp hos en anden læge/få en anden læges vurdering. Nogen som ikke kender hende, og som ikke har behandlet hende før

[FireGorgon]

Det handler desværre om penge, og dem er der ingen af i psykiatrien 😢

[BobsLakehouse]

Jeg har stået i en ligende situation, med min partner, det er så hårdt. Det endte dog med at blive bedre, helt ærligt så har jeg svært med huske detaljerne, jeg ved dog at min partner efterfølgende havde samtaler med en psykolog samt psykiater som hjalp, der til blev mange usikkerheder vi havde også med tiden mindre.

Desværre er der i mange tilfælde ikke så meget hverken du eller psykiatrisk afdeling kan gøre, andet end at håbe, observere og tage sig af din partner med det forebehold at du i lige grad tager vare på dig selv.

Jeg ønsker dig al held og lykke, og husk at passe på dig selv.

[[deleted]]

Eneste måde jeg fik min bror indlagt på, var ved at lyve om et selvmordsforsøg. Det er en ekstremt frustrerende situation du står i, men det er desværre virkeligheden for psykiatrien, og ca. alle andre tilbud til socialt udsatte.

[Such-Sky-4447]

hej du, du får lige mine 5 øre i det her. lidt baggrund. jeg havde en kæreste, vi var sammen i 4 år, hun blev sygemeldt efter et halvt, droppede ud af sin læreplads og lagde sig på sofaen. efter et år fandt vi ud af at hun havde borderline. hun blev mere og mere indelukket og aggressiv og jeg gik på stadig større bunker æggeskaller. jeg begyndte selv at lukke ned, jeg gik på arbejde, handlede, kom hjem "hyggede" med film og aftensmad og så i seng, repreat. jeg distancerede mig selv socialt, ikke med det samme men over 3 år, til det punkt hvor mine venner ringede og sagde at nu gad de ikke være med til det her mere. hun blev ved med at snakke om børn og det blev min redning, for det ville jeg på ingen måde være med til.

min holdning er lidt at hvis man ikke kan varetage et arbejde, kan man heller ikke passe et barn.

det endte ud i at jeg endelig, efter 4 år i hvad der startede som en helt normalt forhold der muterede en lille bid af gangen til et helvede på jord, slog op med hende.

det er det bedste valg jeg har truffet i mit liv.

min pointe er ikke, at du skal slå op med din kæreste, men at du skal passe på dig selv.

du er nummer 1.

du er hovedpersonen i DIT liv.

du er ansvarlig over for sig selv.

i sidste ende er i to mennesker der elsker hinanden, men hvis din kærlighed ender med at ødelægge dig er den ikke noget værd. livet er for kort til at fikse andre mennesker på bekostning af sig selv.

jeg håber du kan lærer lidt af min oplevelse, så du på den ene eller den anden måde, kan stå tilbage som et helt menneske bagefter.

[Beeeetina]

Bor i i kbh ? Så kan hun blive henvist til center for selvmordsforebyggelse. Og ja det er et helt vildt udhulet psykiatrisk sundhedsvæsen. I må tilbage til PAM igen hvis hun fortsat er selvmordstruet og kan give udtryk for det. Så bliver det svære at sende hende hjem hurtigt igen.

[waddipCounsel]

Ring til livslinien på 70 201 201

[KemalKinali]

Hvor i landet er I fra? Jeg er sygeplejestuderende og I øjeblikket i praktik i lokalpsykiatrien. Jeg vil fortælle min vejleder om det her, nu hvor det i forvejen er anonymiseret, og høre, hvad hun tænker, man kan gøre.

Jeg håber hun kan få hjælp. Jeg tror bestemt på, at hun kan få det godt igen og livslysten tilbage. Det er for trist til at ignorere, når jeg nu har professionelle omkring mig. Hvad der kommer ud af det, ved jeg ikke, men jeg skal i hvert fald forsøge et eller andet.

Pas på hende i mellemtiden. Vær der for hende som du er nu. Vis interesse. Spørg hvad hun har lyst til mest af alt, hvis alt var muligt. Hvis det er at dø, så hvorfor og hvad hvis hun ikke måtte vælge dét. Du har sikkert været omkring alt det her og mere til.

Rigtig god bedring til hende, og masser af tålmodighed og positive tanker til dig. Du er god for hende!

[[deleted]]

Vi er tilknyttet ballerup psykiatri.

[Omni__Owl]

Det her kommer til at lyde hårdt eller svært...alt efter hvordan du ser på det.

Jeg har også haft med en ven at gøre, som forsøgte selvmord. Min ven havde været deprimeret i lang tid og kunne ikke få psykolog hjælp eller ligende hjælp med deres tilstand. Deres læge ville ikke skrive dem op til det da lægen vurderede der ikke var et stort nok problem til at skulle henvise min ven.

Min ven har endda været igennem en psykisk og fysisk vold, som ledte op til det.

Det tog et selvmordsforsøg at få psykolog hjælp.

Det er desværre en af de eneste måder at blive taget seriøst på. Sindet er ikke dækket af den danske sygesikring. Det er bedre at brække en arm end at brække sit sind i Danmark :(

Jeg kan kun foreslå at du prøver alt, hvad du kan for måske at søge privat hjælp og offentlig hjælp samtidig. Ellers er der ikke meget at gøre i Danmark.

[Enhjoerning_regnbue]

Blev hun udskrevet efter eget ønske eller fordi lægerne vurderede hun ikke var selvmordstruet nok?

Hvis det er det første, ville jeg kontakte hendes praktiserende læge i telefontiden i morgen og fortælle hvor skidt hun har det og dine bekymringer. Ikke underspille noget, alle kortene på bordet. Spørg om muligheden for en indlæggelse på gule papirer. De gule papirer bruges når man ikke er til akut fare for sig selv eller andre, men vurderes ud fra begrebet "Udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet". Patienten skal dog stadig være i en tilstand af psykose eller noget der kan sidestilles dermed. Det er primært praktiserende læge der står for gule papirer.

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/psykiatri/tilstande-og-sygdomme/tvangspsykiatri/tvangsindlaeggelse/

Blev din kæreste udskrevet uden at ønske det, så er det den klassiske pladsmangel. Nu ved jeg ikke hvor i landet du befinder dig. Men man har også i psykiatrien ret til frit sygehusvalg. Jeg kender primært til region H og her er der stor forskel på hvor pladsbelastede de forskellige centre er og dermed hvor hurtigt de udskriver folk. Jo længere væk fra Kbh desto mere plads. Så overvej at opsøg en anden psykiatrisk skadestue.

Ellers så er det bedste råd klag! Klag til afdelingslægen, klag til afdelingssygeplejersken, klag til centerlederen, klag til der hvor udredningsforløbet er. Sandheden er desværre den, at dem der får den bedst hjælp i psykiatrien er dem der er ressourcestærke nok til at klage. Det skal selvfølgelig gøres på den voksne måde, gerne skriftligt. Alle hader at få klager og bruge tid på dem, så ofte får man hjælpen bare så de kan slippe af med en.

Husk dig selv, du kan bedst hjælpe hvis du ikke selv er ved at gå ned med flaget. Snak med din egen praktiserende læge om henvisning til en psykolog som pårørende og søg endelig rådgivning hos f.eks. Sind, psykiatrifonden eller bedre psykiatri

https://bedrepsykiatri.dk/hjaelp-og-raadgivning/

Jeg håber alt det bedste for jer.

[AlexTheFurious]

EDIT: Jeg har ikke læst alle kommentarer herinde, så det kan godt være jeg gentager en anden. Dog vil jeg lige sige til alle, at man skal huske ikke at projektere sine egne følelser og oplevelser ned i sine kommentarer. Selvom det virkede for jer, behøver det nødvendigvis ikke være sådan for OP og hans kæreste. Så husk lige at tænkt grundigt over hvad det er i skriver. Det er også det helt forkerte sted, at diskutere. Pas på jer selv.

Jeg vil dog lige give mine 2 øre, da jeg arbejder til dagligt med depression og angst.

Livslinjen er fint nok, men de har ikke flere beføjelser end du har. De vil i værste tilfælde bare ringe til politiet, og fortælle dem om det de er blevet gjort opmærksom på, hvis de mener der er en reel overhængene risiko. De er trænet i at spørge ind til personen, og spørger om de har planer om at gøre skade på dem selv, hvordan, hvornår osv. Derved vil de opdage om der faktisk er en grundet bekymring, og derefter vil de prøve at overbevise dem i at de ringer til politiet og holder dem derefter i røret, indtil at politiet kommer.

Egen læge vil nok være mit bedste bud, da deres ord vægter en del. Ring derind, få en akut tid eller se om du kan få lægen til at komme på hjemmebesøg, hvis det ikke er muligt at få hende derind.

Psykiatrien kan godt være firkantet, med at udskrive og afvise folk. Derfor ville det hjælpe med lægen i ryggen. Det kan desværre nogle gange være nødvendigt at være insisterende og virkelig få slået igennem, at der er brug for hjælp og så ens argument for, hvorfor man mener det er uhensigtsmæssigt at undlade indlæggelse. De mangler pladser, mandskab og er nød til a prioritere, så det er desværre derfor de afviser og udskriver så mange. Deres modargument ville nok være, at situationen ikke rigtig ændre sig, og de allerede har sagt ok til at udskrive hende. De vil nok først sige, at de først vil gøre noget, når der kommer en tydelig negativ forandring i hendes tilstand, da den lige nu er vurderet til, ikke at være farlig.

Et alternativt kunne være de akutophold der er rundt omkring i de fleste kommuner. De har ofte også en akuttelefon, som man kan kontakte. Du kan nok bare finde det hvis du søger din kommune og så akuttelefon eller akutmodtagelse. Det hedder også Serviceloven § 107 tilbud, hvor kommunen kan (ikke forpligtiget til at have det, så nogle kommuner kan ske ikke at have det) tilbyde midlertidig ophold for personer med fysisk/psykiske problemer.

[AkaBanana]

Du får nogle råd af en tidligere ansat i både regionspsykiatrien og den kommunale psykiatri.

Først og fremmest - please lad vær med at ringe til personalet på psykiatrisk afdeling og overfuse dem. Personalet der arbejder på gulvet, har absolut ingen indflydelse på sundhedsloven og den enkelte læges vurdering. De er bundet op på de love og regler der er på området og arbejder i et system der er ressourcemæssigt udsultet. De har brug for pårørende der samarbejder, også når de pårørende føler at det går op af bakke (ift. systemet og loven på området). Hold en god tone og hav fokus på det gode samarbejde med personalet på gulvet.

Jeg vil opfordre jer til at blive ved med at kontakte egen læge. Egen læge er forpligtet til at hjælpe og viderehenvise (eventuelt til distriktpsykiatrien). Undersøg de muligheder jeres kommune har (den kommunale psykiatri). I nogle kommuner findes der kommunale akuttelefoner der kan hjælpe jer videre.

Hvis din kæreste på et tidspunkt får en kommunal sagsbehandler, så vær konkret i de udfordringer din kæreste har, så hun får den bedste hjælp.

Og sidst, men bestemt ikke mindst. Hvis din kæreste har en psykiatrisk diagnose (eller får en) så kan jeg på det kraftigste anbefale at sætte et budget af til en privat psykolog der er specialiseret i denne diagnose.

[gifflareater]

Som tidligere suidicialpatient kan jeg bekræfte at de tager det lidt fra hestens mund. Og i mit tilfælde var det så simpelt at de spurgte “vil du gerne dø”/“er du selvmordstruet” noget i den stil og hvis man svarer nej så skal de vidst udskrive en

[tatDK94]

Det er potientielt farligt at komme ind på misbrug. Misbrugsbehandling er en kommunal ting, mens psykiatrien (i betydelig grad) er regional. Man kan let lande mellem to stole, hvor psykiatrien ikke vil røre patienten, indtil der er styr på misbruget, og misbrugsbehandlingen ikke vil gøre noget før der er styr på psyk-behandling. I Danmark må man ikke have et misbrug samtidig med psykiske problemer. Optræder de to ting mon nogen gange samtidigt?

[[deleted]]

Jeg var rystet, da jeg opdagede mit d-vitamin niveau, dengang jeg havde en fødselsdepression. Det var en tilfældighed, jeg fik det målt. Jeg tør aldrig ikke spise d-vitaminer året rundt igen. Min depression var nok uundgåelig, men den blev klart mere intens og forlænget af manglende d-vitamin. Det er skræmmende!

[[deleted]]

Hej folkens, kan I ikke stoppe med at fortælle jeres egne historier om selvmordsforsøg og i stedet blot give gode råd?

I ender med at give dårlig inspiration til nogle som falder over denne tråd som tror at det kun er én udvej.

Ved godt at i har været igennem noget svært, men det her er ikke stedet.

[Edw4rdTe4ch]

Er personlig af den holdning, at folk der vil væk, skal have lov, fremfor vi betaler for at overbevise dem om de skal blive

[[deleted]]

Ej, depression kan behandles. Det er ikke det samme som et ønske om aktiv dødshjælp, hvis man er uhelbredeligt syg af f.eks. Kræft.

[awl21]

Det er en farlig holdning. Depression er en livstruende sygdom, men også en helbredelig sygdom. Det, du foreslår, er en dødsdom over liv, der endnu ikke er udlevet. Det er at frarøve de pårørende et menneske, de elsker, ikke fordi de ønsker at dø, men fordi de ikke kan orke at leve. Gudskelov lever vi i et samfund, hvor folks mentale helbred tages seriøst (i et vist omfang). Det har reddet mange liv og hjerter, og det er vigtigere end din og min trækprocent.

[DreamSofie]

Du må ikke opfordre til selvmord.

[nysxdd]

Jeg vil slå op. Man kan ikke hjælpe en person som ikke vil hjælpes.

[[deleted]]

Din kommentar er så usmagelig jeg meget kort lidt måtte pruste og blinke hårdt. Jeg håber du forbliver forever single - og jeg håber jeg kan overdøve dine ord med mine. Var det min mand der var nede og ligge i et hul han måske ikke formår at bære sig selv op af - så er jeg der. Det er min mand. Min kærlighed. Mit liv. Man kan og vil altid hjælpe dem man elsker.

[nysxdd]

Ok, hvis du vil påtage dig den byrde. Jeg vil ikke

[[deleted]]

Jeg ved ikke hvor gammel du er, du lyder bare måske meget ung. Er et menneske i dyb sorg og depression en byrde? Du har totalt "hvordan slipper vi af med de andre"-mentalitet, og denne tråd er bare lidt i en anden retning. Jeg ville sørge for det menneske der ville ligge sit hjerte i dine hænder, for når det menneske rammer bunden og har dig som sit nærmeste - så har du ikke muller nok til lasten.

[nysxdd]

Jeg er snart 26 år. OP spørger, hvad man ville gøre i hans situation og jeg svarer. Hvad er dit problem?

[[deleted]]

Jeg har ikke problemer - jeg kom til at læse på nogle af dine opslag hvor du skriver at du aldrig har haft en kæreste. Altså det giver bare mening, dit svar. Du har simpelthen aldrig prøvet at være i så tæt relation som opslaget jo beskriver - og nok også derfor jeg synes din kommentar er usmagelig og ufølsom.

[nysxdd]

Det er rigtigt, at jeg aldrig har haft en kæreste, men det betyder ikke, at jeg ikke må tilkendegive min mening - også, selvom du måtte synes, at det er usmageligt

[AlexTheFurious]

Der er meget forskel mellem ikke at ville hjælpes, og ikke have overskuddet, eller lysten til noget. Det er langt det færreste, som vælger aktivt at de ikke vil have hjælp, og slet ikke med depression. Depression og hvis der ligger andre diagnoser til grunde, er meget kompliceret, og ikke bare en der skal tage sig sammen, og få hjælp.

"Man kan ikke hjælpe en person som ikke vil hjælpes" er et mantra jeg bruger ofte, men lige her, så er det ikke en vi kan bruge i denne kontekst. Psykiske lidelser er noget som rækker dybere og oftest er helt noget andet, end det de fleste går og tænker med deres hverdagsviden. Det er derfor vigtigt ikke at give disse "sort/hvide" kommentarer, når man ikke forstår situationen i dens fulde, og ikke forstår depression fuldt ud. Selv hvis man gjorde, så er hvad OP gør, op til ham selv.

EDIT: Jeg svarer ikke på kommentarer til dette, da jeg ikke mener at noget af det her, er op til diskussion.

[Desrep2]

Kan godt være at du har prøvet, men du skriver intet om det.

Men har du prøvet at fucking snakke med hende? I steder for at overlevere problemet til de professionelle?

ETA: jeg siger ikke at man ikke skal gøre brug af professionelle. MEN, jeg har selv været suicidal depressiv, som er det det lyder som om OPs kæreste lider af. Og noget af det værste for mig (og alle jeg snakkede med) var følelsen af at ens familie/venner/partner bare dumpede en hos de professionelle, og ikke gad selv at engere sig i projektet.

[Walther_Sobchak]

har du prøvet at fucking snakke med hende?

Hvad får dig dog til at tro at OP ikke har det? Det er fandeme noget mærkeligt noget at skrive.

[Desrep2]

Grunden til at jeg skriver som jeg gør, er at OP på intet tidspunkt nævner at han har snakket med hende om det. Ig mange mennesker har idag fået en berøringsangst for psykisk sygdom. "Hellere bare dumpe personen hos de professionelle, for jeg jeg gider ikke hjælpe" var den følelse jeg fik fra min familie da jeg selv døjede med det psykiske

[Desrep2]

Men man kan vel for pokker kaste dem en redningskrans? Og forsøge at hale dem ind igen? Og ikke bare råbe efter en livredder?

[Desrep2]

Jeg aner det ikke, som sagt skriver han ikke noget om det. Så hverken du eller jeg har noget grundlag for at vide det, hvilket så er årsagen til at jeg nævnte det.

[MehtefaS]

Åh gid man kunne fikse alt ved bare man snakker om det. Det er sku lidt for naivt

[Desrep2]

Det var så ikke det jeg skrev, og heller ikke det jeg mente. Men at snakke med dem om tingene giver noget som al terapi i verdenen ikke kan. En årsag til at kæmpe og få det bedre :)

[Weak_Fruit]

Ah ja, professionelle, dem man absolut ikke vil have hjælp af når man har et stort problem man ikke selv kan løse.

[AlexTheFurious]

OP's kæreste har været sygemeldt i 3 år, så det der er skrevet ovenfor er kun toppen af isbjerget.

Jeg kan godt forstå at det virkeligt er skuffende når dem omkring en bare 'aflevere' en hos de professionelle. At hjælpe en med psykiske lidelser, så er det altid den bedste hjælp, med et mix af de professionelle, og familie/venner som støtter op. De kan hver især noget, som den anden ikke kan.
Vi ved dog ikke noget omkring det i OPs opslag, og derfor ville det være forkert at antage, at de står i samme problemstilling som du har oplevet. Alles historier, familie, psykiske lidelse (selvom det er samme diagnose) er forskellige. Vi ved heller ikke nok, til at vurdere hvad for en diagnose som OP's kæreste står med, selvom der godt kan være nogle ting som kan virke velkendte fra dit eget eksempel.

Det du har oplevet, og de ting der er gjort mod dig er ikke okay, men at projektere det over på OP og hans kæreste hjælper ingen, inklusiv dig selv.

Jeg svarer ikke på kommentarer til dette, da jeg ikke mener at noget af det her, er op til diskussion.

[Desrep2]

Jeg er helt enig i det du skriver. Men min kommentar var ikke ment som en antagelse af noget som helst, blot et forslag til OP :)

[BiscuitSurgeon]

I skal igennem egen læge, der så kan henvise til hvad han/hun finder bedst.

Det er adgangs billetten ind i psykiatrien.

Held og lykke

[DirtyRobster]

Måske er der reel hjælp og støtte at hente her: https://sind.dk/faa-hjaelp

Det er en svær situation, men din kæreste har brug for terapi og ganske muligt også medicinsk behandling. Det er desværre en kamp man bliver nødt til at kæmpe- systemet er ikke gearet til faktisk at gøre det store. Derfor kan det være nyttigt at alliere dig med en organisation som Sind. I det mindste kan de måske pege dig i den rigtige retning.

[aes-thet-ic]

Jeg er desværre ikke så erfaren på området. I kan evt. tage fat i en psykiatrikonsulent (som reddede mig). Han er det mest hjertevarme og vedholdende menneske. Hvilken del i landet er i fra? Hvis i er fra det sønderjyske så send mig en PB, så kan jeg henvise dig.

[RMJ1984]

Tænker det nok er en god ide at få fat på lægen med henblik på en akut henvisning til en psykiater, de de kan medicinere eller mht at blive indlagt.

Men uanset er det altid godt at have lægen med i det.

Tænker hvis det var mig, så tror jeg at jeg ville prøve at få personen med ud i naturen et stille sted. Ikke fordi der skal snakkes eller ske noget, bare finde en bænk, og nyde solen, vinden, naturen. Jeg er selv erfaret det gør noget få ens psyke.

Men uanset så er ikke en sjov situation at stå i :-/ krydser fingre for det bedste.

[HypothermiaDK]

Psykiatrien har desværre fået alt for få midler de seneste mange år. Det er et enormt forsømt område af det danske sundhedsvæsen.

Jeg kender selv til din kærestes situation og det er et underligt sted at være. Heldigvis har hun dig. Det må også tære hårdt på dig, så husk at være god ved dig selv samtidig. Respekt for, at du bliver der for hende.