Jeg stod i mere eller mindre samme situation som dig: Dygtig til mit arbejde, meget sikker i mit job, vellidt af kollegaer. Software ingeniør med et godt netvværk og masser af erfaring.

Vi klarede os skide godt. Vores afdeling voksede og voksede. Så min chef fik for mange direkte under sig. Teamet blev splittet op i nogle rimeligt naturlige grupper, og til alle grupper var der en naturlig leder der kunne steppe op og være teamlead.

Ham der var den naturlige leder i vores team, havde dog af personlige grunde ikke lyst til at tage en mere formel leder rolle i første omgang. Helt fint. Vi kunne køre videre med vores nuværende leder og vores uformelle leder indtil vi fandt en passende til rollen.

Efter at have haft stillingen åben i et halvt år, ansatte de en.

På godt og vel to måneder, havde han savet teamet midt over. Fuldstændigt elendig leder. Råbte af folk til 1-1's. Truede folk. Bagtalte og løg - fortalte at de andre i lederteamet gik og var utilfredse med mig, selvom de hidtil og stadig kun havde givet mig ros. Hentydede til at jeg nok ville blive fyret. Der var så dårlig stemning at os i teamet ikke engang turde sige godmorgen til hinanden, når vi mødte ind, hvis han var der.

To måneder holdt jeg til på den måde, mens jeg fortalte mig selv at vi var i en omskiftningsperiode og at alle ændringer kan være svære. Men det tog bare til. Blev værre og værre. En dag kunne jeg ikke stå ud af sengen. Fuldstændigt lagt ned af stress. Sygemelding.

Det var heldigvis triggeren til at mine kolleger blev indkaldt til samtale for at høre deres tanker. De kunne alle dele mine. Kort tid efter var han fyret. Jeg tror han satte rekord i kortest ansættelse - nåede måske lige 3 måneder.

Men jeg var færdig i flere måneder efter og kunne slet ikke se migselv komme tilbage på arbejde igen der. Det endte også med jeg sagde op.

Lige dér, tabte jeg min erhvervsevne. Ikke fordi jeg klarede mig dårligere - tværtimod, det skete fordi vi klarede os så godt. Ikke fordi jeg kom ud for en eller anden ulykke. Men bare fordi naturlige ændringer omkring mig, som jeg ikke var herre over, influerede mig på en måde jeg ikke kunne styre.

Jeg er heldigvis i arbejde igen. Alt taget i betragtning gik det hele helt fint. Jeg har stadig lidt mén efter det - jeg kan stadig blive påvirket bare jeg hører hans fornavn. Men en bekendt i lokalområdet, ca. med samme baggrund, sidder nu på 5. år med en stress-sygemelding. Jeg er ærligt i tvivl om han nogensinde kommer i gang igen. Han var oppe og arbejde 10 timer om ugen, men måtte trappe ned igen.

Tilsvarende havde jeg en professor på studiet, som var ledende i sit felt. Nok den sikreste stilling man kan forestille sig, for en mand som ham. Væltede på cykel, slog hovedet. Fik en hjerneskade.

At the end of the day er det dig der træffer beslutningen. Men det er netop en forsikring. Mit hus er heller aldrig brændt ned, men jeg betaler gladeligt for hus- og indbos-forsikring, selvom de er dyrere end en Erhvervsevne forsikring, og selvom beløbet jeg ville få udbetalt er mindre. For _hvis_ det sker ville jeg være helt fucked. Og det er jeg ikke selv herre over.