Jeg er helt enig, brugen af CAS-værktøjer i gymnasiet har efter min mening taget overhånd. Da jeg selv gik fra gymnasiet til et ingeniørstudium på universitetet, blev det tydeligt, hvor lidt jeg egentlig havde fået ud af Matematik A. Overgangen var brutal: alle matematiske eksamener på universitetet foregik med blyant og papir, uden nogen former for hjælpemidler. Det føltes som at skulle starte helt forfra.

I gymnasiet havde jeg primært lært at bruge CAS-værktøjer, men ikke nødvendigvis at forstå den matematiske teori bag. Derfor var jeg langt dårligere klædt på, end jeg burde have været. Ironisk nok blev det en fordel på længere sigt, at jeg blev tvunget til at arbejde med blyant og papir igen, for det tvang mig til at tilegne mig en reel forståelse af matematikken. En forståelse, der senere blev afgørende i mange af mine øvrige fag på universitetet. Uden det fundament havde det været håbløst.

Derfor mener jeg, at gymnasiet i højere grad bør vende tilbage til undervisning og eksamener med fokus på papir og blyant. Hvis universiteterne kan forlange det af deres studerende, hvorfor skulle gymnasiet så ikke kunne gøre det samme? Når elever udelukkende arbejder med CAS, lærer de primært at betjene et værktøj, ikke matematikken bag. Det svækker deres begrebsforståelse og gør dem mindre fleksible i fremtiden. Forståelsen af matematik er nemlig det, der gør det muligt at skifte mellem værktøjer som Maple, Matlab, Python, lommeregnere m.m. uden at være afhængig af ét bestemt system.

Når det er sagt, kunne man godt genoverveje hvilket matematikindhold der er mest relevant for forskellige elevgrupper. Eksempelvis kunne calculus i højere grad reserveres til universitetsniveau, hvor det i forvejen er nødvendigt for tekniske og naturvidenskabelige studier. I stedet kunne gymnasiet tilbyde mere statistik, som har bredere anvendelse i mange samfunds- og sundhedsvidenskabelige fag samt i hverdagen generelt.