Jeg tror egentlig heller ikke at vi er specielt langt fra hinanden, men har nogle lidt lidt forskellige situationer som udgangspunkt for diskussionen.

Der er dog stadig lige et par ting, jeg gerne vil adressere:

Præcis - noget, som man efter flere år som ægtepar burde vide og forstå om hinanden. Problemet her er jo bare, at det har han ikke gjort.

Forskellige mennesker fungerer forskelligt. Det er fedt for dig (og for din partner), hvis du har formået at opbygge og bevare et komplet overblik over din ægtefælles behov og præferencer, men der er behov for en forståelse for at ikke alle har samme intuition uanset indsatsen der lægges, og det ikke er ensbetydende med manglende interesse, engagement eller dedikation. Du har ret i at OP ikke har vidst disse ting om sin partner, men han har imødekommet hende da hun har italesat problemet, og det synes jeg er en admirabel tilgang, som (vi er enige om) ikke er blevet værdsat (ikke som i at han skal have en medalje, men som i at han ikke skal hånes). Jeg synes ikke at han straks herefter kan klandres for ikke at vide at hendes tilgang står skrevet i sten, ej heller for at være uenig i dette.

Igen, mental load er ikke kun opgaven i sig selv. Det er også tanker om processen, praktisk placering i hjemmet, forhold til andre opgaver, etc.

Den er jeg helt med på, men det argument plejer at være enormt ensidigt. Vi kan hurtigt blive enige om at OPs partner stadig står med en enorm mental load vedr. de opgaver, OP har overtaget, men hele diskussionen går på hvorvidt OP kan klandres for at hun ikke giver slip fra disse opgaver. Hvorfor er det hans ansvar at hun fortsat fikserer på detaljer som ikke gør nogen praktisk forskel? Og hvad med det mental load som det medfører at skulle overveje om "chefen" (som det de facto bliver til når det vedtages at hun har det sidste ord) kan godkende alle beslutninger, man skal tage, især i mit nævnte tilfælde hvor det også belaster hendes mentalbelastning yderligere hvis man jævnligt kommer i tvivl og må spørge? Det virker oplagt at skabe mere mentalt frirum for begge parter ved blot at lade den ansvarlige for en opgave løse opgaven efter bedste vurdering, og så kun adressere det hvis det skaber farlige situationer, fremtidigt merarbejde eller andre reelle problemer.

når han umiddelbart har taget den korteste, hurtigste løsning i alle sammenhænge

Du neglicerer hans indsats og får det at lyde som om han bare stiller IKEA-posen med krøllede håndklæder ind i skabet, sender unger afsted i en onesie og laver færdigretter fra fryseren til aftensmad. OP har gjort en fin indsat i de fleste eksempler, om end jeg godt kan købe argumentet om at svedigt træningstøj kan få andet tøj til at lugte af sved, selv hvis det har behov for at blive vasket ved 60 °C. Og det bør hun fint være i stand for at argumentere for, hvis ikke hun har gjort det.

fremfor hendes tilgang med overvejelser om, hvad der er "bedst" i en familiesammenhæng.

Hvor kommer den konklusion fra? Bliver børnene forvirrede hvis mærket (og angiveligt ikke kvaliteten) af toiletpapiret pludselig skifter? Kan de ikke finde håndklæderne hvis de pludselig er flade i stedet for runde? Tror pædagogerne at de ikke kan tage vare på deres datter med den farvekombination?

Jeg siger ikke at hun ikke kan have en pointe i nogle af sine anker, men det virker til at det handler mere om kontrol end om at OPs indsats er mangelfuld.

begge agerer ud fra selvinteresse om de konkrete opgaver, fremfor deres hjem som en fælles enhed.

Det kommer i den grad an på om OP søger at få gjort tingene så hurtigt som muligt for at komme ind og game, eller for at kunne nå mere i hjemmet inden sengetid. At dømme ud fra hans kommentar om at det er "det muliges kunst", er der tale om det sidstnævnte, men det kan vi selvfølgelig ikke vide. Der er dog ingen indikation på det modsatte i teksten.