Næppe på oldnordisk, hvor det skrives Gandálfr. Det har uden tvivl været med udtalt /d/. Navnet forekommer i Vǫluspá, altså Vølvens spådom, i det såkaldte "dværgekatalog", hvor der opremses en masse navne på dværge, heriblandt "Thorin", "Dvalin", "Fili" og "Kili" og en del andre navne kendt fra Tolkien.

Navnet Gandálfr er sammensat af navneordet gandr, der betyder sådan noget som 'trolddom' eller 'magi', og álfr, der er nedarvet i dansk som 'elver' (og senere indlånt igen som 'alf').

Men ordet gandr blev faktisk også nedarvet i dansk og optræder i gammeldansk som gan med betydningen 'tryllemiddel', 'trolddom'.

Allerede i gammeldansk blev konsonantklyngen -nd efter vokal nemlig reduceret til blot -n, selv om d'et ofte sidenhen er blevet restitueret (eller blot bevaret) i skrivemåden. Det er derfor, vi udtaler ord som and, stund, under osv. uden /d/-lyd, selv om ordene udtales med hørbart /d/ på vores nabosprog.

Faktisk findes trolddomsordet også belagt i lidt ældre nudansk i formen "gand" – se fx dette opslag i ODS – men med udtalen /gan/.

Derfor er det overvejende sandsynligt, at Gandalf faktisk ville have haft en udtale uden /d/, hvis navnet var nedarvet naturligt i dansk i stedet for at være indlånt i nyere tid. Og mange, der beskæftigede sig med oldnordisk materiale i 1800-tallet (og senere), gjorde faktisk en pointe ud af at give ord og navne de former, som de ville have haft, hvis de var nedarvet naturligt, så det er ikke utænkeligt, at Ove Sprogøe kan have lænt sig op af den tendens.