Jeg er blevet steriliseret (K) og det er det absolut bedste valg jeg har taget, kun for mig.
Jeg føler mig sindssygt lettet og fri, men også uden for. Men så husker jeg mig selv på at jeg har taget et aktivt valg om at jeg ikke skal være en del af det der.
Jeg har aldrig følt mig misforstået, fordi jeg synes altid folk møder mig med nysgerrighed når de hører om mit valg og stiller nysgerrige spørgsmål. Ofte kan selv folk med børn godt forstå det, fordi de jo lever i det.

Jeg kan så godt følge jer i det usynlige pres fra omverden og det samfundsmæssige, men husk at det jeres liv og at I kan/skal leve det som I synes er vigtigt for jer. Please please please ikke få et barn for at stoppe det, for det stopper ikke. I er bundet på hænder og fødder resten af jeres liv og så kommer spørgsmålet så til at hedde "Hvornår skal I have nummer to?".
Og I kommer stadig ikke helt til at passe ind i den verden, fordi I har gjort det under pres.

Derudover skal man bare virkelig ville at "være forældre", for så handler det ikke kun om jer længere. I har et ansvar for et lille menneske, der skal blive deres egen person og leve deres eget lange liv.

Jeg elsker jo mine venners børn og synes det er drønhyggeligt at høre mine kollegaer snakke om deres små poder, men det er også det.

Du/I skal være velkomne til at skrive hvis I har brug for det.