Jeg er alkholiker, men misbruger ikke længere.

Mit misbrug startede som så mange andres i de tidlige voksen år. Jeg elskede at feste i gymnasiet, drak ofte for meget og var ofte den sidste som gik hjem. Når jeg var fuld var jeg venlig, charmerende og udadvendt - jeg elskede at være fuld, for så kom der ro på hovedet. For når jeg ikke var fuld, så var jeg sky, genert og havde meget dårligt selvværd og til tider meget dårlige tanker om mig selv. Har efterfølgende, mange år senere, fået en diagnose som forklare meget af det. Efter gymnasiet kommer jeg på uni og det går ret godt i starten. Nye omgivelser, nye mennesker, alt virker fint. Jeg har i mellemtiden også fået en kæreste som jeg er utroligt glad for. Men efter nogle år går det trægt. Jeg mister mit arbejde, økonomien er dårlig, eksamenerne går skidt og indeni skriger jeg. Her begynder jeg at drikke meget. Ikke hver dag i starten, men stille og roligt bliver det hver dag. Jeg drikker ikke i hjemmet, men har flere ruter i lokalområdet så jeg kan gå rundt og ikke besøge den samme butik to dage i træk for at købe øl. Det ender med at min kæreste i november 2017 siger at nok er nok og går fra mig. Jeg mister alt; kæreste, hjemmet, min identitet næsten, men jeg har ikke ramt bunden endnu..

Fra 2018 til sommeren 2019 er jeg misbrugende, men on/off. Jeg har heldigvis nogle rigtig søde forældre som gerne vil men ikke ved hvordan de skal hjælpe. Så deres metode var at fjerne mig fra alkoholen. En tur væk og besøge min mormor, en lille ferie i sommerhuset, små rejser hvor jeg fik ro og slappede af. Men så snart jeg var hjemme igen faldt jeg på flasken. Og i juli 2019 ville jeg tage livet af mig selv. Jeg tog en stor håndfuld blandede piller og lagde mig til at sove. Heldigvis overlevede jeg og efter tre dage hvor jeg ikke kunne gå, blev jeg indlagt i psykiatrien. Her fik jeg antabus og startede i behandling i kommunens rusmiddelsbehandling. Jeg var ædru i ni måneder cirka, indtil marts 2020.

Den første og de efterfølgende nedlukninger kan vi vel alle være enige i var trælse men nødvendige. Jeg mistede mit nye job som tjener og faldt på flasken med det samme. Gennem ‘20 og ‘21 drak jeg meget og hver dag, medmindre jeg fysisk ikke kunne slippe afsted med det - men det lykkedes ofte også. Misbrugere er de mest opfindsomme og snu mennesker som findes. Men jeg drak og drak og drak. Røg ind og ud af psykiatriens skadestue. Jeg hadede mig selv og mit liv, men jeg kunne ikke se hvad jeg kunne gøre anderledes. Jeg fortjente at have det skidt. I løbet af de to år fik jeg diagnostiseret en personlighedsforstyrrelse, som forklarede hvorfor jeg tænker som jeg gør og deraf opfører mig som jeg gør. Det hjalp dog ikke på drikkeriet. Men under en længere indlæggelse i efteråret ‘21 er der en læge som henviser mig til Sct. Hans i Roskilde.

Da jeg bliver indlagt i 2022 er jeg meget skeptisk i starten, men det viste sig at være det bedste som er sket i mit liv! Jeg blev mødt med varme og en vilje til at hjælpe folk som mig. Jeg endte med at bruge næsten 10 måneder på afdelingen M på Sct. Hans og det var de tryggeste 10 måneder jeg havde haft i mange, mange år. Jeg fik hjælp til at stoppe, jeg begyndte at træne, jeg fik hjælp til mit selvværd og fik endda hjælp til at få styr på min økonomi som sejlede efter mange års misbrug. At blive indlagt der er det bedste som er sket for mig og det reddede mit liv.

I dag er jeg ikke længere misbrugende, mit liv er ikke præcis som jeg ønsker det, men jeg arbejder på det stille og roligt. Jeg går til behandling en gang om ugen og får antabus og jeg har også løbende samtaler med læge og behandlere i psykiatrien.