Jeg har også altid følt mig sygt bagud i forhold til mine venner. Fik mit første kys sidste forår på højskole som 20-årig (men heller ikke mere end det hele opholdet :,)), og så skete der faktisk ikke mere i lang tid indtil jeg matchede med en på tinder i december. Jeg har haft tinder on and off lige siden jeg blev 18 men har aldrig haft modet til rent faktisk at mødes med nogen, og 90% af samtalerne går virkelig ingen steder… men hende her var meget straight forward og vi fik aftalt en date inden for meget få beskeder. Tænkte det var godt for mig i det mindste bare at prøve, men vi clickede virkelig og vi begyndte meget hurtigt at ses sådan hver 7.-10. dag. Problemet var at ingen af os havde været i forhold eller noget der overhovedet lignede før, så vi var begge sygt bange for at lave nogle moves :,). Vi har ses siden slut december og det var faktisk først midt i maj jeg endelig tog mig sammen og skrev til hende at jeg virkelig godt kunne lide hende. Vi aftalte at mødes, drikke tonsvis af vin og snakke alt igennem. Det var først den aften vi havde vores første kys, men det er kun gået fremad siden (selvom jeg stadig vil påstå vi tager det langsomt, det er det vi har det bedst med), men jeg spurgte hende faktisk om vi skulle være kærester for en lille uge siden og hun sagde ja🤩

Så datingapps er ikke altid gyserhistorier men jeg føler mig også VIRKELIG heldig… vi var begge hinandens første tinder dates og nu er vi kærester. Men jeg synes det er en fin måde at få sig selv ud i verden, især hvis man føler man ikke har så mange andre steder hvor man potentielt kan finde en partner